Trivselsmåling er skolers nye styringsværktøj
Folkeskolens trivselsmåling skal give skolelederne en pejling af, hvor der med fordel kan sættes ind.
Den nye trivselsmåling skal undersøge, hvor godt de danske skoleelever har det på deres folkeskoler.
Den nye trivselsmåling skal undersøge, hvor godt de danske skoleelever har det på deres folkeskoler. Foto: THOMAS BORBERG/POLFOTO


Danske skoleelever er gennem flere år blevet testet for at se, hvor de står henne rent bogligt.

Men fremover bliver der desuden målt på, om de rent faktisk også kan lide at gå i skole.

Tirsdag har Undervisningsministeriet offentliggjort de første resultatet fra den såkaldte trivselsundersøgelse, hvor 85 procent af landets skoleelever har svaret på en række spørgsmål om deres skolegang.

- Folkeskoleforliget lægger stor vægt på samspillet mellem læring og trivsel.

- Læringen har man målt på igennem længere tid, men nu er der også et redskab til at måle på trivslen. Og det får stigende værdi for hvert år, undersøgelsen gentages, siger Bjørn Holstein.

Han er professor ved Syddansk Universitet og formand for den ekspertgruppe, der har lavet konceptet for undersøgelsen.

Gruppen har udvalgt fire fokusområder, og ved at gennemgå en lang række undersøgelser fandt man frem til en bruttoliste med spørgsmål.

De er blevet testet på en fokusgruppe for at tjekke, at de kan bruges både til en 10-årig og en 16-årig, til en dreng og en pige og til en elev af dansk eller udenlandsk herkomst.

De spørgsmål, der slap igennem nåleøjet, udgør trivselstesten, som knap en halv million elever har svaret på.

- Trivslen bliver ikke udtrykt ved et enkelt tal, men ved flere værdier, som dækker over en række underområder.

- Det giver skolen nogle svar, som man kan reagere på. Man får et overblik over, hvor tingene kan gøres bedre, og hvor de ser ud til at fungere, siger Bjørn Holstein.

Det er planen, at testen skal gennemføres hvert år fremover.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.