Trist: Flere sparer op til deres egen begravelse
Stadig flere danskere sparer op eller forudbetaler til deres begravelse. Trist, mener biskop.
Flere danskere lægger penge tilside til deres egen begravelse.
Flere danskere lægger penge tilside til deres egen begravelse. Foto: colourbox/free


Et stigende antal danskere planlægger deres sidste rejse ved at forudbetale deres begravelse eller indbetale penge på en begravelsesopsparing. Det oplyser de to største begravelsesopsparinger i Danmark, skriver Kristeligt Dagblad.

Hos Elysium Begravelsesopsparing, som drives af brancheforeningen Danske Bedemænd, er omkring 5500 danskere lige nu ved at spare op til deres egen begravelse. Ved årtusindskiftet benyttede kun omkring 1700 sig af muligheden.

- Vi har oplevet en jævn stigning gennem årene. De folk, der benytter sig af ordningen, vil godt have sat pengene af til deres begravelse, så tingene er på plads, siger formanden for Elysium Begravelses-opsparing, Steen Kristensen, til Kristeligt Dagblad.

Ifølge ham bliver der i gennemsnit indbetalt 16.000 kroner på opsparingerne.

Steen Kristensen forklarer, at der typisk er to typer personer, som opretter en begravelses-opsparing.

Par, som er nået op i pensionsalderen, og som godt vil have tingene på plads, så de kan nyde deres tredje alder uden at tænke mere over begravelsen. Og enlige, som typisk sparer op gennem længere tid, fordi de ikke vil ligge det offentlige eller familien til last.

I Begravelse Danmark, hvor kunder kan forudbetale og planlægge deres egen begravelse, vokser fænomenet ligeledes. I alt har omkring 2500 danskere benyttet sig af forudbetalingsordningen, siden muligheden kom ved årtusind-skiftet.

Biskop i Ribe Stift, Elof Westergaard, mener, at udviklingen kan være udtryk for, at tabuiseringen af døden bliver stadig mindre. Han mener dog, at tendensen også kan være udtryk for, at individualiseringen i samfundet også er nået til begravelsen.

- Det er endnu en brik i den individualiserede livsform, vi har fået, hvor vi i meget høj grad selv må tage ansvar for vores eget liv - og nu også vores egen død, så det også kommer til at gælde vores begravelse. Og det synes jeg faktisk, der er noget trist ved, siger biskoppen til Kristeligt Dagblad.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.