Trist Experimentarium-direktør: Branden slår os ikke ud
Experimentariums direktør Kim Herlev håber og tror på, at ombygning kan overholde tidsplanen.


En stor, sort røgsøjle kunne mandag eftermiddag øjnes fra de fleste dele af København. Årsagen til den massive røgsky var en voldsom brand i bygningerne i Hellerup, hvor der i øjeblikket bygges på et helt nyt Experimentarium.

Branden kom sent mandag eftermiddag under kontrol, men den nåede at skabe store ødelæggelser i de gamle bygninger. Det gør ondt på den administrerende direktør i Experimentarium, Kim Herlev, der dog alligevel ser positivt på fremtiden.

- Det har været en meget speciel dag, som der heldigvis ikke er ret mange af. Det gør ondt at se stedet gå op i flammer, siger Kim Herlev til Ritzau og tilføjer:

- Men der skal mere til at slå os ud. Vi ser fremad, og det skal nok lykkes at få etableret Experimentarium igen, og få det gjort til et fantastisk sted.

Experimentarium er i øjeblikket flyttet fra beliggenheden i Hellerup, da der siden sidste år er blevet arbejdet på at renovere videnskabscentret.

Indtil videre har arbejdet især drejet sig om at sikre et solidt fundament, hvilket man blandt har gjort ved at hamre 1500 pæle ned i jorden, oplyser Kim Herlev.

Alle parter, der er involveret i byggeriet, vil tirsdag mødes til et krisemøde for at få overblik over situationen og finde ud af skadernes omfang.

- Vi er ukuelige optimister. Jeg håber og tror på, at vi kan overholde tidsplanen, siger Kim Herlev om byggeriet, der efter planen skal stå færdigt i 2016.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.