Trine undrer sig over politikerne: Min søns vuggestue har ikke råd til vikarer
Hvad har politikerne på Christiansborg har gjort godt - eller skidt - i folketingsåret, der snart er slut? Hør tre danskeres bud.
27-årige Trine Conzelmann forstår ikke, hvorfor det skal gå ud over børnene, når politikerne skal spare på kommunebudgetterne. 
27-årige Trine Conzelmann forstår ikke, hvorfor det skal gå ud over børnene, når politikerne skal spare på kommunebudgetterne.  Foto: Maria Jeppesen/Avisen.dk


Et folketingsår lakker mod enden. Derfor har Avisen.dk været ude i sommervejret og spurgt danskerne, hvad politikerne på Christiansborg egentlig har gjort for dem.

27-årige Trine Conzelmann kan ikke umiddelbart komme på et politisk tiltag, der har gjort noget positivt for hende. Hun har netop afleveret sit speciale, og skal være mor for anden gang om to måneders tid. 

Underligt at skære på børneområdet 

Hun undrer sig over, at der skæres på børneområdet i Københavns Kommune.

- I min søns vuggestue har de lige meldt ud, at der skal spares halvanden milliard. Det betyder, at der ikke er råd til vikardækning. Det er en meget underlig prioritering at tage penge fra omsorg og tryghed for vores børn, lyder det fra Trine Conzelmann. 

Hendes mand, 29-årige Benedikt Conzelmann, mener, at besparelser på børneområdet også går ud over forældrenes lyst til at arbejde. 

Han er selv projektleder i en stor virksomhed, hvor han lægger rigtig mange arbejdstimer. 

Godt at sænke registreringsafgiften 

- Jeg elsker at arbejde. Men derfor er det også ekstra vigtigt, at mit barn har det godt i institutionen. Det nytter ikke, at gøre bemandingen dårligere, for det går ud over kvaliteten, siger Benedikt Conzelmann. 

Det er klogt, at politikerne har sænket registreringsafgiften på biler, mener 29-årige Benedikt Conzelmann. Foto: Maria Jeppesen

Og selvom han, ligesom sin kone, ikke ser pointen i de kommunale besparelser, der går ud over børnene, er han positiv over for, at politikerne har valgt at sænke registreringsafgiften på biler. 

- Det er et skridt i den rigtige retning. For det giver ingen mening, at de dyreste biler, der ofte er miljømæssigt og sikkerhedsmæssigt bedre end de billige, skal betale mere i afgift. Det er lidt skævt, mener Benedikt Conzelmann. 

Dårligt at spare på universiteter 

Ude i solen sidder også 23-årige Sofie Rehling. 

Hun glæder sig til, at hun efter sommer skal begynde på universitet. Dog er hun ked af, at politikerne har valgt at indføre besparelser på universiteterne. 

- Det betyder, jo at vi får mindre undervisningstimer og bare selv skal sidde derhjemme med bøgerne, siger Sofie Rehling. 

Det er en fejl, at politikerne skærer i midlerne til universiteterne, mener 23-årige Sofie Rehling.

Hun forstår heller ikke, hvorfor politikerne har så travlt med, at de unge skal skynde sig igennem uddannelsessystemet. 

- Dannelse er mange ting. Og jeg tror ikke, at det er godt, at vi får folk ud på arbejdsmarkedet, der kun har prøvet at sidde med hovedet begravet i en bog, lyder det fra Sofie Rehling. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.