Trine Dyrholm får hovedrolle i film om kultsangerinden Nico
En ny film fortæller historien om sangerinden Nicos sidste leveår, som var præget af et heroinmisbrug.
Trine Dyrholm under optagelserne til 3. sæson af DR's dramaserie "Arvingerne".
Trine Dyrholm under optagelserne til 3. sæson af DR's dramaserie "Arvingerne". Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen/Scanpix


Den danske skuespillerinde Trine Dyrholm kan snart skrive en filmrolle som kultsangerinden Nico på sit lange CV.

Ifølge amerikanske medier har Trine Dyrholm fået hovedrollen i filmen "Nico, 1988", som portrætterer de sidste år af sangerindens liv. I de år kæmpede hun med et heroinmisbrug og med at opretholde sin solokarriere.

Nico er mest kendt for sit samarbejde med multikunstneren Andy Warhol og Velvet Underground i 1960'erne.

Hun døde pludseligt i en alder af 49 år, og ganske få kender historien om de sidste år af hendes liv, siger den italienske instruktør Susanna Nicchiarelli.

- De fleste mennesker tror, som Andy Warhol engang sagde, at efter hendes oplevelser med Velvet Underground og The Factory - og efter at hun havde haft sex med de fleste rockstjerner i de år - blev Nico simpelthen en "fed junkie" og forsvandt, siger hun.

- Men er det virkelig sådan, det gik?

Susanna Nicchiarelli vil med filmen forsøge at kaste lys over, hvad der rent faktisk skete med Nico, efter at glamouren havde lagt sig.

Hele filmen er inspireret af Nicos musik og sangtekster. Trine Dyrholm, som selv har udgivet flere album, vil igennem filmen opføre nogle af Nicos sange fra perioden.

Ud over Trine Dyrholm, som tidligere i år vandt en Sølvbjørn for sin rolle Anna i Thomas Vinterbergs film "Kollektivet", spiller også den rumænske skuespillerinde Anamaria Marinca og britiske Karina Fernandez med.

Optagelserne til "Nico, 1988" vil begynde i Italien 7. november. Herefter vil optagelserne flytte til Belgien og Tyskland.

Nico hed i virkeligheden Christa Päffgen og blev født i den tyske by i Köln. Hun døde i 1988 under en ferie med sin søn Ari på middelhavsøen Ibiza.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.