Hun kan takke sin nabo for sit liv.
I går, tirsdag, blev sangerinden Trille reddet ud af sit hjem udenfor Næstved af sin nabo, skriver sn.dk
Naboen var på en aftengåtur og opdagede, at der stod flammer ud af den øde beliggende ejendom, hvor Trille bor.
Han fik i al hast reddet den 70-årige Trille ud af flammerne og ringet til alarmcentralen. Heldigvis var Trille ved bevidsthed, men blev kørt på hospitalet for nærmere tjek og observation for røgforgiftning.
Hjemmet er væk
Trille klarer den altså, men værre står det til med gården.
Den er helt nedbrændt, og sn.dk skriver, at branden muligvis er opstået, fordi Trille har røget i sengen.
Der var samlet omkring 30 brandfolk på gården, der alle forgæves forsøgte at slukke branden. Men den var allerede så godt i gang, da de ankom til stedet, at de ikke kunne stille meget op.