Et par tricktyve greb til et usædvanligt beskidt våben, da de plyndrede kassen i en ungdomsbutik i Vejle.
En mand og en kvinde henvendte sig sammen med en dreng på 6-7 år onsdag klokken 16 til den kvindelige ekspedient og spurgte, om drengen måtte låne butikkens toilet. Det skriver Lokalavisen.dk.
Mens ekspedienten fulgte barnet på toilettet, tømte parret kassen for over 6.000 kroner.
Politiet efterlyser nu familien.
Kvinden er 25-30 år, spinkel, lys i huden og med brunt, mellemlangt hår. Hun havde en Peak Performance jakke på og talte dansk. Manden beskrives som 30-35 år og italiensk af udseende.