Det tredje offer for mandagens dødbringende bombeangreb i Boston er nu blevet identificeret.
Der er tale om en kinesisk statsborger, hvis identitet af hensyn til familien ikke bliver offentliggjort, lyder det fra det kinesiske konsulat i New York.
Tre mennesker har foreløbig mistet livet, efter at to eksplosioner ramte nær mållinjen ved Boston Marathon. Ud over den kinesiske statsborger er en otteårig dreng og en 29-årig kvinde også blevet dræbt af bomberne.
Den lille dreng stod sammen med sin mor og søster i målområdet, mens de ventede på, at faderen, der deltog i løbet, nåede i mål.
Boston Universitet oplyste tidligere tirsdag, at en af deres studerende var blandt de tre dræbte. Kinas konsulat i New York kæder dog ikke det tredje offer sammen med universitetet.
Mindst 176 mennesker er såret efter angrebet - flere af de kvæstede er invaliderede på livstid, da arme eller ben blev sprængt væk eller senere blev amputeret. En række personer ligger fortsat i kritisk tilstand på hospitalerne.
Ingen har foreløbig taget skylden for bombesprængningerne, og efterforskerne tager et stort antal af mistænkte i betragtning, lyder det fra FBI, der leder efterforskningen.
Omkring 6000 løbere var stadig ikke nået i mål, da bomberne eksploderede. Løberne blev herefter dirigeret væk fra målområdet. Over 27.000 mennesker deltog i maratondistancen.
/ritzau/Reuters