Trebenet hund forsvundet - ejeren udlover findeløn
En kær hund med en usædvanlig skæbne forsvandt for et par uger siden i Sorø. Ejeren udlover 10.000 kroner i findeløn.
Lana begyndte sit hundeliv på gaden i Bosnien, men blev adopteret af Laila fra Sorø.
Lana begyndte sit hundeliv på gaden i Bosnien, men blev adopteret af Laila fra Sorø. Privat


Den to et halvt år gamle hunhund Lana fra Sorø har en udsædvanlig skæbne. Lana levede som gadehund i Bosnien, hvor den kære vovse var så uheldig at miste sit venstre forben. Men Lana blev lykkeligvis 'adopteret' af danske Laila fra Sorø.

Hunden kom til Danmark og fik et nyt og godt liv hos sin 'hundemor', men 30. december stak Lana fra sit hjem på Rødengvej i Sorø. Hunden løb ind i Nyrupskoven og har siden været forsvundet trods en stor eftersøgning. Hundens forsvinden er meldt til politiet.

Ejeren, Laila, er dybt ulykkelig. Hun har udlovet en dusør på 10.000 kroner til det menneske, der kan få Lana hjem. Og hun tænker på hunden nat og dag.

"Der lød to skud"

Det samme gør Sussi Bay Frausing, der ikke kendte Laila og Lana personligt, da hun hørte om hundens forsvinden, men blev så berørt, at hun og andre hundevenner har sat gang en Facebook-gruppe med det formål at få fundet hunden.

- Jeg er selv hundeejer og nøjes normalt med at 'like' og måske dele hunde-efterlysninger. Men historien om Lana har rørt mig i hjertet på en ganske særlig måde. Måske var det fotoet af den handicappede hund, der gjorde det. Nu vil jeg bare gerne have Lana hjem igen, siger Sussi Bay Frausing.

Da Lana løb hjemmefra, gik ejeren ud i skoven for at hente hunden hjem og hørte her to riffelskud. Nu nager mistanken om, at hunden måske blev skudt.

Kan du hjælpe - eller vil du have flere informationer? Klik her og kom ind på Facebook-siden 'Find Lana'

Den charmerende hund løb ind i skoven og er trods en stor eftersøgning endnu ikke fundet. Foto: Privat

Sådan ser Lana ud

 

Lana er en gadehund fra Bosnien

 

Er to et halvt år gammel

 

Mangler sit venstre forben

 

Er hvid med brune pletter

 

Vejer ca. 10,5 kg

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.