Tre tempokonger sætter den samme tid i Belgien
Polske Maciej Bodnar afsluttede Tre dage ved Panne med en etapesejr i en meget tæt enkeltstart.
Maciej Bodnar vandt den afsluttende etape i Tre dage ved Panne. (Arkivfoto).
Maciej Bodnar vandt den afsluttende etape i Tre dage ved Panne. (Arkivfoto). Foto: Michel Spingler/AP


Hele tre tempokonger satte samme tid på den afsluttende etape af Tre dage ved Panne.

Det belgiske cykelløb blev torsdag afsluttet med en enkeltstart over 14,2 kilometer, og det var de helt små marginaler, der i sidste ende sikrede polske Maciej Bodnar (Tinkoff) sejren.

Bodnar, det tyske tempofænomen Tony Martin (Etixx-Quickstep) og schweizeren Tom Bohli (BMC) tilbagelagde alle distancen på 17 minutter og 39 sekunder.

Det største smil sad på Bodnar, der var nogle få hundrededele af et sekund hurtigere end Tony Martin, der igen var lidt bedre end Bohli.

I den samlede stilling endte hollænderen Lieuwe Westra (Astana) med at støde norske Alexander Kristoff (Katusha) væk fra førstepladsen.

Selv om Kristoff havde et forspring på syv sekunder til den nærmeste konkurrent - Aleksej Lutsenko (Astana) - før den afsluttende etape, så måtte han tage til takke med løbets andenplads. Lutsenko blev nummer tre.

Danske Mads Pedersen (Stölting) kørte en samlet top-ti-placering hjem i Belgien. Den 20-årige dansker dumpede ned fra fjerde- til ottendepladsen i klassementet på den afsluttende enkeltstart.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.