Tre svenskere frygtes bortført i Tanzania
Tre rejsende er forsvundet i det afrikanske land, og der er ikke mange oplysninger om, hvad der kan være sket.


Tre svenske statsborgere er forsvundet under en rejse i det østafrikanske land Tanzania, og de svenske myndigheder frygter, at de muligvis kan være bortført. Det skriver den svenske avis Expressen.

- I løbet af aftenen (fredag, red.) har vi fået oplysninger om, at de er forsvundet. Nu forsøger vi at finde ud af så meget som muligt om, hvad der er sket, siger pressetalskvinde i det svenske udenrigsministerium Anna Ekberg til avisen.

Avisen erfarer, at sagen efterforskes som en bortførelse, men det vil udenrigsministeriet ikke bekræfte.

- Når det gælder savnede personer, så er det en politisag, siger Anna Ekberg.

Der er ikke sluppet mange detaljer ud om, hvem de tre svenskere er, eller hvor de kommer fra. Sveriges ambassadør i Tanzania er orienteret om sagen.

Sverige fraråder ligesom Danmark ikke svenskere at besøge Tanzania, men advarer mod at opsøge store folkemængder, "der hurtigt kan udvikle sig til voldsomme protester eller optøjer".

Derudover skal svenskere være opmærksomme på, at der i landet er en generel sikkerhedstrussel mod vestlige mål.

Samme advarsel lyder fra det danske udenrigsministerium til rejsende:

- Rejsende opfordres generelt til at udvise forsigtighed og i øvrigt holde sig orienteret om situationen gennem lokale medier og kontakter samt følge lokale myndigheders eventuelle anvisninger.

Rejsende bør på intet tidspunkt af døgnet færdes alene på øde steder. Al færden til fods efter mørkets frembrud bør undgås, lyder anbefalingen.

31. marts vedtog Tanzania en ny lov, som forhindrer udlændinge i at tage et job fra en tanzanier. Loven afspejler ifølge BBC den stigende mistænksomhed mod udlændinge, der søger arbejde eller vil dyrke jorden i landet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.