Arbejdstilsynet giver nu bocenteret Ringbo tre straks-påbud. Påbuddene kommer efter, at en social-og sundhedsassistent mandag blev dræbt af en psykisk syg beboer, skriver Fagbladet FOA.
Sikkerheden på Bocenteret Ringbo i Hovedstaden er ikke i orden. Arbejdstilsynet har i to dage undersøgt forholdene efter, at en social-og sundhedsassistent blev knivdræbt af en psykisk syg beboer. Og tilsynet har i dag givet tre straks-påbud, som omhandler manglende forebyggelse af risikoen for vold.
- Det er altid alvorligt, når vi giver straks-påbud. Det er fordi, vi vurderer, at der er forhold, som er til fare for de ansatte, siger Lill Palmblad, tilsynschef i Arbejdstilsynet.
Hun understreger, at hun ikke udtaler sig om den konkrete drabsepisode, og hun vil endnu ikke gå i detaljer med de konkrete påbud som Bocenteret Ringbo har fået.
- Vi har fortalt dem, at de skal få rettet forholdene op med det samme, og vi vil så følge op indenfor kort tid, siger Lill Palmblad.
FOA er bekymret over, at det er nødvendigt med tre straks-påbud.
- Dette her er meget alvorligt, og nu skal vi have en tilbundsgående undersøgelse af sikkerhedsforholdene, så både medarbejdere og beboerne kan være trygge, siger formand Dennis Kristensen.
- Jeg ved, at der er blevet taget godt hånd om medarbejderne og beboerne på Ringbo efter den tragiske hændelse. Men jeg undrer mig lidt over, at socialforvaltningen har været ude og slå fast, at der ikke har været nogen sikkerhedsmæssige problemer på stedet. Det har der jo desværre tydeligvis været, selv om vi endnu ikke kender detaljerne, siger Dennis Kristensen.