Tre spillere kan afløse Bonde i EM-forsvar
Pernille Holmsgaard må undvære sin sædvanlige makker, Marianne Bonde, ved EM. Tre spillere kan tage pladsen.
Marie Bonde er ude, men tre andre spillere kan tage hendes plads.
Marie Bonde er ude, men tre andre spillere kan tage hendes plads. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Indtil i tirsdags gled EM-forberedelserne i olie for det danske kvindelandshold, der frejdigt har proklameret, at en medalje er målet ved EM i Ungarn og Kroatien. Og holdet leverede testresultater, der bakkede optimismen op.

Så kom meldingen om Marianne Bondes knæskade, der kortvarigt fik holdets solide grundvold til at ryste og den store EM-plan til at smuldre.

- Det var ikke lige sådan noget, vi havde håbet på, og det skulle vi lige over - ikke mindst mig, der er tæt på Marianne. Men vi er kommet videre, siger forsvarsmakkeren og klubkammeraten Pernille Holmsgaard.

Med Bondes afbud skal Holmsgaard have en ny makker på midterpositionen i forsvaret.

Landstræner Jan Pytlick arbejder med flere muligheder: Han kan rykke rutinerede Line Jørgensen derind, eller han kan forsøge sig med unge Anne Mette Hansen, der gjorde det fornuftigt på pladsen ved Golden League i Norge.

Sidste alternativ er den ekstraindkaldte Louise Svalastog, som Holmsgaard kender glimrende fra København Håndbold.

Her dækker Svalastog som regel op på venstre back-positionen, hvilket er en lidt anden opgave end i midten, der er ét stort slagsmål.

- Selv om vi normalt ikke dækker så meget i midten sammen, så kender vi hinanden og føler, det er naturligt at stå ved siden af hinanden i forsvaret. Det skal nok blive godt.

- Der er ingen grund til at ændre målsætningen om medaljer. Svalastog er også en dygtig spiller og kan bidrage med noget af det samme som Bonde. Den selvtillid, vi har fået opbygget, er der ikke pillet ved, siger Pernille Holmsgaard.

Danmark åbner EM søndag aften mod Ukraine.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.