Flere tusinde syge borgere, der bliver kostet rundt af kommunerne i de omstridte ressourceforløb, kan måske begynde at ånde lettet op.
De tre partierledere fra Socialdemokraterne, Radikale og SF er nu enige om at se på den omstridte førtidspensionsreform og længden og indholdet af ressourceforløbene i løbet af efteråret.
Partilederne bruger ord som ”rent galimatias”, ”kassetænkning” og ”bestemt ikke meningen”, når de taler om den tre år gamle reform af førtidspension og fleksjob.
Og både Mette Frederiksen, Pia Olsen Dyhr og Morten Østergaard tager afstand fra, at syge borgere sendes i arbejdsprøvning med deres seng.
- Jeg havde aldrig forestillet mig, at man ville blive sendt på arbejde med sin seng, siger Morten Østergaard til Avisen.dk.
Mere værdighed
Den radikale leder synes stadig, at intentionen med ressoruceforløbene er god.
- Men hvis det, man møder ude i virkeligheden er kassetænkning, er forligspartierne nødt til at stimle sammen igen. Så ressourceforløbene i fremtiden kan foregå med en højere grad af værdighed end nu, siger Morten Østergaard til Avisen.dk.
Tirsdag skal beskæftigelsesminister Jørn Neergard Larsen (V) i samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg om syge borgere, der bliver tvunget i ressourceforløb stik imod lægelige advarsler om, at det vil gøre dem mere syge.
Avisen.dk har adskillige gange fortalt om borgere, der skal møde med seng i arbejdsprøvning, og om psykisk syge, der tvinges i ressourceforløb trods lægelige advarsler om, at det vil udløse selvmordforsøg.
Aha-oplevelse i Svendborg
Morten Østergaard kalder det for en aha-oplevelse, da han i sommer besøgte aktivistgruppen ”Syg i Svendborg”, der har kæmpet for at hjælpe sygemeldte, der kom i klemme i reglerne.
Det har fået Morten Østergaard til at ændre mening om blandt andet længden af ressourceforløbene, som er en af tingene, han mener der skel ses på til efteråret.
Som det er i dag, kan et forløb vare et til fem år, og er man under 40 år, kan man få flere ressourceforløb i træk.
- Det skal der ændres på, siger han.
Beskæftigelsesministeren har efter den hårde kritik af ressourceforløbene indkaldt forligspartierne til drøftelser i efteråret. Udover de tre regeringspartier lagde også Venstre og Konservative stemmer til reformen.
S-formand Mette Frederiksen sagde i sidste uge i et interview med Ugebrevet A4, "at det er i overkanten, hvis det er rigtigt, at nogle af de personer, der er i ressourceforløb, er sengeliggende."
Partileder for SF, Pia Olsen Dyhr, sagde ligeledes i sidste uge til Ugebrevet A4, at kommunerne går alt for langt, fordi der er penge at spare ved at holde ledige i ressourceforløb på en kontanthjælpssats fremfor at give dem førtidspension.
Både hun og Mette Frederiksen mener stadig intentionerne er gode, men at der er behov for at se på, om der er brug for ændringer.
Advarer mod kolde fødder
Den kurs vækker ikke glæde hos Ole Pass, socialchef i Rødovre og tidligere formand for Socialcheferne. Han håber ikke, at politikerne får kolde fødder og trækker i land på ressourceforløbene, som er rigtigt tænkt.
- I festtaler er der jo ikke grænser for politikernes begejstring for, at der skal stilles krav til den enkelte, og at man selv skal inddrages. Det gør man med ressourceforløbene, og jeg synes, at man skal give dem en chance fremfor så hurtigt at opgive på grund af nogle begyndervanskeligheder, siger Ole Pass.
Han har selv været en varm fortaler for at bruge førtidspension mindre - især til de yngre - og for at man i kommunerne skal arbejde mere sammen på tværs om at hjælpe borgerne.
Det gør ondt på mig
Ole Pass håber, at politikerne vil se på, hvad der reelt forhindrer, at reformen fungerer fremfor straks at ændre den.
- Det gør da også ondt på mig og mine kolleger, at de borgere, man laver ressourceforløbene for med alle de gode intentioner på papiret, oplever det som tvang, siger han.
Socialchefen mener, at politikere skal have lov at fortryde, når de ser konsekvenserne af lovgivningen.
- Men det er mere reglen end undtagelsen, at politikerne begynder at file på reformerne, nærmest før blækket på lovteksterne er tørt, så snart rigtige mennesker kommer i klemme.