Tre mænd bag tremmer - sigtet for drabsforsøg
Dommer har sendt tre mænd fire uger bag tremmer - de er sigtet for drabsforsøg mod en 44-årig mand.


To mænd på 49 år og en mand på 36 år er blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for drabsforsøg mod en 44-årig mand i Næstved.

Det oplyser vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi Søren Østervig.

- De blev alle tre varetægtsfængslet i fire uger. Vi kan ikke oplysere nærmere om sagen eller motiv på nuværende tidspunkt, siger Søren Østervig til Ritzau.

De 44-årige blev natten til lørdag slået og stukket med kniv i en lejlighed på Skovburren i Næstved. Volden var så alvorlig, at politiet vurderer, at der var tale om et drabsforsøg.

Politiet blev klokken 01.48 kaldt ud til noget, som i første omgang blev anset for at være husspektakler på adressen i den nordlige del af byen.

I lejligheden fandt politiet fire mænd. Den ene sad på gulvet og blødte fra flere sår på kroppen. Mandens kvæstelser stammer formentlig fra både knivstik og slag. Den 44-årige er blev kørt til behandling på Slagelse Sygehus.

- Vi kan ikke oplyse nærmere om mandens tilstand, udover at han er udenfor livsfare, siger Søren Østervig.

En dommer ved retten i Nykøbing afgjorde i et grundlovsforhør, at de tre mænd skulle bag tremmer i foreløbig fire uger. Mændene kommer ifølge politiet fra det samme miljø i byen som den kvæstede mand. Der er ifølge politiet ikke tale om et banderelateret opgør.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.