Tre læger suspenderet fra Sygehus Thy-Mors
Der er skabt usikkerhed omkring kvaliteten og patientsikkerheden, lyder det fra Region Nord.


Tre læger er suspenderet og må ikke have kontakt med patienter på Sygehus Thy-Mors i Regions Nordjylland.

Det siger regionsrådsformand for Region Nord, Ulla Astman (S), til DR Nyheder.

- De er fritaget, fordi der er en usikkerhed. En usikkerhed, der er skabt omkring kvaliteten og patientsikkerheden. Det kan vi naturligvis ikke have, siger hun.

Suspenderingerne kommer efter, at DR Nyheder søndag kunne fortælle, at Sygehus Thy-Mors i Thisted i flere år har givet en læge lov til at udføre opgaver på hospitalets kirurgiske afdeling på trods af flere advarsler.

Denne læge er en af de tre suspenderede.

Flere patienter er fejlbehandlet

Blandt andet konkluderede en overlæge på Aalborg Universitetshospital kort før ansættelsen, at lægen ikke var god nok til at udføre opgaverne.

Mens lægen har været ansat på den kirurgiske afdeling på Sygehus Thy-Mors, er flere patienter blevet fejlbehandlet og skadet af lægen.

Det viser tre afgørelser fra Patientombuddet, der behandler klager over sundhedsfaglig behandling.

I en af afgørelserne får lægen kritik for at "handle væsentligt under faglig standard", da han under en kikkertundersøgelse af en endetarm forveksler patientens kropsåbninger og derfor fører kikkerten ind i patientens skede frem for endetarm.

Sygehuset er ikke patientsikkert

I april måned skrev Avisen.dk, at personalet på Sygehus Thy-Mors advarede om, at deres arbejdsplads ikke var patientsikker.

Sosu-assistenter, sygeplejersker og læger arbejdede under et så stort tidspres, at klinikken har fået mindst et påbud fra Arbejdstilsynet om at mindske arbejdspresset for medarbejderne.

- Arbejdspresset har været for stort i en årrække. Når der er overbelægning, stiger risikoen for fejl. Det er ikke patientsikkert, når en afdeling, der er normeret til 20 patienter, konstant har en belægning på 28, har Helle Eriksen, der er fællestillidsrepræsentant for sygehusets sygeplejersker, udtalt til Avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.