Tre jyder frygtes rejst til Syrien: DF revser Aarhus-model
To kvinder og en mand er måske Syrien-krigere, og det er for DF bevis på, at Aarhus-modellen aldrig har virket
Martin Henriksen (DF) mener, at Aarhus-modellen aldrig har virket trods gode resultater og international anerkendelse. Tre unge fra Østjylland frygtes rejst til Syrien i februar. Arkvifoto
Martin Henriksen (DF) mener, at Aarhus-modellen aldrig har virket trods gode resultater og international anerkendelse. Tre unge fra Østjylland frygtes rejst til Syrien i februar. Arkvifoto Foto: Folketinget/free


Tre unge fra Østjylland er angiveligt rejst til Syrien i februar.

Der er ifølge politiet tale om to kvinder på 21 år og en mand på 23 år, oplyser Østjyllands Politi til Jyllands-Posten

Manden og den ene kvinde er angiveligt rejst af sted sammen, og de to menes at have tilknytning til den omstridte Grimhøjmoské i Aarhus. En kilde i moskeen bekræfter over for avisen, at de to er rejst til Syrien.

Ifølge politiet har manden tidligere forsøgt at rejse til Syrien, dog uden at komme ind i landet.

- Den 23-årige mand har været i vores program og været en udfordring for os. Vi har prøvet at rådgive ham og forklare, at det ikke er en god idé at rejse til Syrien, men det har åbenbart ikke haft gennemslagskraft, siger Allan Aarslev, politikommissær ved kriminalpræventiv sektion i Østjyllands Politi, til Jyllands-Posten.

Dermed ser det ellers succesfulde Aarhus-program ud til at have udfordringer efter et 2014 med gode resultater. Hos Østjyllands Politi erkender man, at deres antiradikaliseringsprogram ikke kan bremse alle.

- Man skal være mere end optimist for at tro, at man redder hele verden med denne indsats. Vi har længe ventet, at det ville ske før eller siden. Det glæder os bare, at rejseaktiviteten er faldet, siger Allan Aarslev.

Den anden 21-årige kvinde, der menes at være rejst til Syrien, er ifølge Jyllands-Postens oplysninger fra Grenaa og stammer fra Tjetjenien i Kaukasus.

Både i Danmark og internationalt er Aarhus kendt for sin antiradikaliserings-model, hvor man i et samarbejde mellem kommunen, SSP og Østjyllands Politi blandt andet har mentorordninger og psykologsamtaler.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, ser dog nyheden som bevis for, at Aarhus-modellen aldrig har virket.

- Der er ingen grund til at blive chokeret over, at Aarhus-modellen ikke er Guds gave til antiradikaliseringsindsatsen, siger han i en kommentar til Ritzau og uddyber:

- Der er for meget samarbejde med de religiøse miljøer til, at det kan lykkes, og så sender det et signal om svaghed, at man i stedet for at straffe de såkaldte hellige krigere pakker dem ind i velfærdsstatens mange tilbud.

Han mener, at ekstremisme skal forebygget ved at begrænse "ikke-vestlige indvandring og dermed også den muslimske indvandring" mest muligt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.