Tre mænd fra et asylcenter på Samsø sigtes af politiet for at have voldtaget en 32-årig kvinde på øen søndag aften. Voldtægten fandt ifølge sigtelsen sted i færgebyen Sælvig.
Mændene, der er fra Iran, er mandag eftermiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Her har en dommer dog vejet anklagemyndighedens argumenter for at varetægtsfængsle mændene og fundet dem for lette. Mændene, der er 30, 30 og 22 år bliver ikke fængslet.
Dommeren er dog gået med til, at give politiet tre døgn til at efterforske sagen, uden at de tre skal være på fri fod. Det hedder i retsplejesprog, at anholdelsen er blevet forlænget i 3 gange 24 timer.
Forbrydelsen skal være sket i kvindens hjem, fremgik det af en kortfattet pressemeddelelse tidligere mandag. Voldtægten blev anmeldt klokken 22.15 søndag aften.
Den indledende forbindelse mellem kvinden og de tre mænd opstod tidligere på aftenen. Den blev etableret, da hun henvendte sig på asylcentret og her fik kontakt med mændene, oplyser politiet.
Efter mandagens grundlovsforhør valgte anklageren fra Østjyllands Politi at kære rettens kendelse til Vestre Landsret. Dermed skal landsretten i de kommende dage revurdere sagen og afgøre, hvorvidt mændene skal fængsles eller ej.
De nærmere detaljer om, hvorfor kvinden henvendte sig på centret, og sagens øvrige forhold forbliver indtil videre ukendte. Mandagens retsmøde blev nemlig holdt for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning.
Asylcenter Samsø, hvor de sigtede har opholdt, drives af Dansk Røde Kors og har plads til 200 beboere.
Forleden besluttede Udlændingestyrelsen, at centret, som beskæftiger 20 medarbejdere, skal lukke på grund af det store fald i antallet af asylansøgere.
/ritzau/