Tre dyre minutter sender U21-landsholdet ud af EM
Uheldige danske aktioner blev afgørende, da Danmarks U21-landshold tabte EM-semifinalen til Sverige i Prag.
Det lykkedes ikke for Yussuf Poulsen og resten af det danske hold at nå EM-finalen i Prag.
Det lykkedes ikke for Yussuf Poulsen og resten af det danske hold at nå EM-finalen i Prag. Foto: Petr David Josek/AP


Det lykkedes ikke for det danske U21-landshold i fodbold at kvalificere sig til finalen ved EM i Tjekkiet.

Lørdag aften tabte landstræner Jess Thorups mandskab efter en medrivende semifinale med 1-4 til Sverige i Generali Arena i Prag.

Efter en lige indledning på kampen kostede to uheldige danske aktioner dyrt, så Sverige kom på 2-0 inden pausen. Det blev afgørende.

Danmark må rejse hjem fra slutrunden med en OL-billet som en god sidegevinst, mens svenskerne på tirsdag spiller finale mod Portugal. Portugiserne vandt tidligere lørdag hele 5-0 over Tyskland.

Jess Thorup kunne ellers for første gang ved EM råde over samtlige 23 spillere i truppen.

Jonas Knudsen vendte tilbage efter karantæne og afløste Riza Durmisi som venstre back. Fløjspilleren Uffe Bech fik sin første EM-start, mens Viktor Fischer var bænket.

Uffe Bech gjorde det godt både defensivt og offensivt i den tempofyldte indledning på kampen, der også var meget intens på tilskuerpladserne.

Her var svenskerne i overtal og havde også overtaget blandt de 9834 tilskuere.

En meget stor del af de svenske fans gjorde sig dog også bemærket på negativ vis, da de buhede massivt under afspilningen af "Der er et yndigt land". En særdeles pinlig optræden.

Efter 22 minutter gik det galt for Danmark, da højrebacken Alexander Scholz busede ind i den svenske angriber Isaac Kiese Thelin.

John Guidetti sendte det korrekt dømte straffespark sikkert forbi målmand Jakob Busk til 1-0.

Tre minutter senere sendte Thelin så Guidetti af sted i venstre side med en smart aflevering. Angriberen sendte bolden på tværs til Simon Tibbling, der kom i helt fri position til scoring, fordi Jonas Knudsen gled på den våde bane.

2-0 til svenskerne, og danskerne formåede ikke at finde et offensivt modsvar før pausen. Bolden blev spillet pænt rundt, men der manglede effektivitet.

Billedet gentog sig i begyndelsen efter pausen, selvom Lasse Vigen Christensen efter 55 minutter kom på banen i stedet for Jens Jønsson.

Pierre-Emile Højbjerg sugede bolden til sig og forsøgte sig med visionært spil, men samspillet fungerede ikke optimalt hos danskerne.

Og så pludselig kom 1-2-reduceringen ved Uffe Bech, efter at Andreas Christensen med en energisk aktion havde holdt bolden i spil ved baglinjen.

Pione Sisto kom ind i stedet for Rasmus Falk, og kampen ændrede drastisk karakter i dansk favør.

Anfører Jannik Vestergaard blev sendt helt i front, men forgæves.

Syv minutter før tid udnyttede Sveriges indskiftede Robin Quaison uopmærksomt forsvarsspil af Nicolaj Thomsen til at score til 3-1.

Og den afsluttende indskiftning af Viktor Fischer i stedet for Uffe Bech gjorde ingen forskel.

I stedet scorede Sverige endnu en gang ved anfører Oscar Hiljemark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.