Tre dræbt i tragisk jalousidrama i Tyskland
Ung kvinde samt hendes nye ven og far er fundet dræbt i Bayern. Ekskæreste menes at stå bag drabene.
Tysk politi blev alarmeret om de tre drab søndag aften. Arkivfoto.
Tysk politi blev alarmeret om de tre drab søndag aften. Arkivfoto. Foto: Arno Burgi/AP


Tre personer er søndag aften blevet fundet dræbt af skud i Bayreuth i den tyske delstat Bayern.

Ved 21.30-tiden underrettede en beboer i bydelen St. Johannis politiet, efter at vedkommende havde hørt en række skud.

I nærheden af gerningsstedet er en fjerde person fundet såret. Det oplyser tysk politi ifølge nyhedsbureauet dpa.

Tilsyneladende er der tale om et jalousidrama.

Ofrene er en far, hans datter samt hendes nye ven. Den sårede person er angiveligt datterens tidligere kæreste, skriver avisen Bild på sin hjemmeside.

Gerningsvåbnet er fundet tæt på den sårede person.

Ifølge den borger, der alarmerede politiet, faldt der i alt otte skud.

- Det lød som fyrværkeri, siger personen ifølge Bild.

Derefter skulle gerningsmanden have forsøgt at tage livet af sig. Flere fodgængere, som blev vidner til nedskydningen af de tre personer, flygtede fra stedet, oplyser Bild.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.