Tre danskere med til Tour-opvarmning
Tempostærk dansk trio skal hjælpe Peter Sagan til etapesejre i Schweiz Rundt.
Matti breschel er med til Schweiz Rundt.
Matti breschel er med til Schweiz Rundt. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/Polfoto


De danske Tinkoff-Saxo-ryttere bliver ikke spået store muligheder for at komme med på årets Tour de France-hold, men i den kommende uge får tre af dem mulighed for at køre sig ind i varmen.

Michael Valgren, Michael Mørkøv og Matti Breschel er alle med i etapeløbet Schweiz Rundt, der begynder på lørdag, og som sammen med det igangværende Criterium du Dauphine fungerer som opvarmningsløb til Touren.

Danskernes rolle i den schweiziske rundtur bliver primært at hjælpe kaptajn Peter Sagan til etapesejre, forklarer sportsdirektør Sean Yates.

- Vi vil vinde en etape og gerne flere, hvis det er muligt. Vi skal bygge videre på det momentum, vi havde i maj, samtidig med at vi bygger formen op til Tour de France, siger Yates i en pressemeddelelse.

Han har store forventninger til formstærke Sagan, der senest vandt Tour of California, og Tinkoff-Saxo har udtaget en række hurtige ryttere, der kan hjælpe slovakken i afslutningerne.

- Vi har en kombination af ryttere, der har topspeeden til at køre ham frem til en god position til opløbet, eksempelvis Daniele Bennati, Matti Breschel og Michael Mørkøv, siger Yates.

Mens de tre Tinkoff-Saxo-danskere formentlig får mindre fremtrædende roller, er der lagt op til, at Astanas Jakob Fuglsang skal jagte den samlede sejr. Fuglsang bliver meldt i topform og er kaptajn på det kasakhiske hold.

Schweiz Rundt strækker sig over ni etaper og slutter næste søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.