Tre danske golfkvinder præger topstriden i New Zealand
Der er tre danske golfkvinder i top-6 ved Ladies European Tour-turneringen i New Zealand.
Nicole Broch Larsen kunne ikke holde fast i førstepladsen i New Zealand, men hun er fortsat med i toppen. Det samme er to landsmænd nu.
Nicole Broch Larsen kunne ikke holde fast i førstepladsen i New Zealand, men hun er fortsat med i toppen. Det samme er to landsmænd nu. Foto: Laurent Cipriani/AP


Den danske golfspiller Nicola Broch Larsen kunne ikke holde føringen på anden runde af New Zealand Women's Open, men sammen med to landsmænd har hun sikret et stærkt rød-hvidt præg i topstriden.

Broch Larsen gik anden runde i et enkelt slag over banens par og gled tilbage på en delt sjetteplads i stillingen - dog kun med tre slag op til førstepladsen.

Til gengæld gik både Emily Kristine Pedersen og Nanna Koerstz Madsen flotte runder i henholdsvis seks og fire slag under par, hvilket sendte dem op på en delt tredjeplads.

Dermed er der tre danske kvinder i top-6 i turneringen, og muligheden for et eller flere topresultater er bestemt til stede.

I toppen ligger hjemmebanefavoritten Lydia Ko, som samlet er otte slag under par halvvejs i turneringen.

Kun Malene Jørgensen blandt danskerne har udspillet sin rolle i New Zealand efter en samlet score på 13 slag over par efter de to første runder.

Det er den første turnering på Ladies European Tour i år, hvor de danske spillere foruden præmiepenge og titler kæmper om to pladser ved OL i Rio de Janeiro.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.