Tre danske firmaer skal være med til at bygge Femern
Per Aarsleff, Cowi og Sweco bliver de danske entreprenører, der skal være med til at bygge Femern-forbindelse.


Der er formentlig jubel og glade dage hos de tre danske firmaer, der fredag har fået at vide, at de skal være med til at bygge Femern-forbindelsen.

Det drejer sig om entreprenør Per Aarsleff, som sammen med rådgivningsfirmaet Cowi er blevet det danske vindende konsortium på portaler og ramper og sænketunnel herunder tunnelfabrikken på Femern-forbindelsen.

Det danske rådgivningsfirma Sweco skal være med i rådgivningsdelen på gravearbejdet. Det skriver Femern A/S i en pressemeddelelse. Kontrakterne forventes at blive indgået senest i midten af maj 2016.

De danske entreprenører skal arbejde sammen med entreprenører fra Frankrig, Tyskland, Belgien og Holland.

Det sker, efter et flertal på Christiansborg fredag vedtog at gå videre med projekteringen af tunnelen, selv om der har været forsinkelser i tidsplanen.

Bag aftalen står transportminister Hans Christian Schmidt (V) og partierne Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Radikale, SF og De Konservative.

Men intet er sikkert endnu, for først skal de tyske myndigheder sige god for en fast forbindelse. Og det kan tage sin tid.

Der er nemlig givet hele 3000 tyske indsigelser fra blandt andre miljøorganisationer mod projektet, og hvis det overhovedet bliver godkendt, vil der sandsynligvis følge to års retssager i Tyskland.

Men det er ikke noget, der skaber synderlig bekymring hos transportministeren.

- Den tyske miljøgodkendelse foregår i Tyskland, så den skal man nok ikke give mange bemærkninger i Danmark. Men jeg ved, at tyskerne gør alt, hvad de kan, for at fremme det så hurtigt, som de kan, siger Hans Christian Schmidt.

Hvis alt går op i en højere enhed, ventes Femern-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland at blive åbnet i 2028, og prisen vil formentlig løbe op i 52,6 milliarder kroner.

Entreprenørerne kan forvente kompensation på 300 millioner kroner, hvis ikke byggeriet er gået i gang i 2019.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.