Travle danskere vil have flere børn
Flere danskere ville få flere børn, hvis de havde mindre travlt. Især de unge ville sætte fart på fødslerne, hvis hverdagen var mindre hektisk. Tænketank efterlyser indsats.
Kvinder i Danmark fødte i gennemsnit 1,67 barn i 2013. Et mindre stresset arbejdsliv ville måske få gang i flere fødsler på landets hospitaler, lyder det fra ekspert.
Kvinder i Danmark fødte i gennemsnit 1,67 barn i 2013. Et mindre stresset arbejdsliv ville måske få gang i flere fødsler på landets hospitaler, lyder det fra ekspert. Colourbox


Hvis min hverdag var mindre travl, ville jeg få flere børn.

Sådan svarer hver femte dansker i en rundspørge som analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk.

De senere år har der været en ophedet debat i Danmark om skrantende fødselstal og travle børnefamilier.

Og når hver femte holder igen med at udvide familien, er det problematisk. Det mener Helle Rosdahl Lund, leder af Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv.

”Det er problematisk på det personlige plan, hvis du holder igen med at få de børn, du ønsker. Men også på samfundsplan, når antallet af fødsler er så lavt i Danmark, at vi ikke reproducerer os selv,” siger Helle Rosdahl Lund.

Unge drømmer om flere børn

Især de unge mænd og kvinder drømmer om børn. 37 procent af de unge mellem 18-29 år svarer, at de ville spytte flere unger ud, hvis de havde mere tid.

Tallene kommer dog ikke bag på Helle Rosdahl Lund. Hun møder ofte unge kvinder og mænd der er usikre på, hvordan de skal have tid til at få børn, hvis de også skal have gang i deres karriere.

”De unge bliver presset til at tage en uddannelse hurtigt, og komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet. De er bange for at komme bagerst i jobkøen, hvis de holder en pause eller får børn,” siger Helle Rosdahl Lund.

Kvinder føder færre børn

Antallet af nyfødte falder drastisk disse år. I 2013 fødte danske kvinder i gennemsnit 1,67 barn, som er det laveste tal siden 1989, viser tal fra Danmarks Statistik.

Et mere fleksibelt arbejdsmarked kan være med til at gøre det lettere for børnefamilierne at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen.

Det ville også gøre det attraktivt for danskerne overhovedet at få børn i første omgang.

Sådan lyder det fra den tværpolitiske tænketank Cura.

Skru op og ned for arbejdstid

Her mener direktør Karen Lumholt, at det skal være muligt for de ansatte at skrue op og ned for arbejdstiden efter hvilke livsfaser de er i.

"Det vil give plads til, at forældre kan arbejde mindre og tage sig af deres børn, især når de er små, uden at have dårlig samvittighed eller frygte at jobbet ryger," siger Karen Lumholt.

Samme toner kommer fra Helle Rosdahl Lund.

”Det skal være muligt for folk, der har fået et barn, at vende tilbage til arbejdet på deltid til at starte med. I den anden ende kan der måske være nogle seniorer, der vil arbejde deltid, og på den måde deles de om arbejdet,” siger Helle Rosdahl Lund.

Arbejdsgivere: Spar selv op til frihed

Dansk Arbejdsgiverforening mener, at der allerede er en lang række muligheder for fleksibilitet i dag. Det kan være hjemmearbejdsdag, omsorgsdage eller at gå ned i tid.

”Hvis børnefamilierne gerne vil gå ned i tid, så er den bedste løsning, at de selv sparer penge op. Så har de muligheden for at tilrettelægge deres arbejds- og familieliv,” siger chefkonsulent Lise Bardenfleth.

Lise Bardenfleth lægger vægt på, at man som familie selv træffer valg og prioriterer i hverdagen.

”Hvis du har for travlt til at få børn når du er i fuld gang med karrieren, så kunne det jo være en løsning at få børn mens du studerer. SU-systemet er jo bygget op sådan, at du får økonomisk støtte, hvis du får børn,” siger Lise Bardenfleth.

Hun peger på, at undersøgelser viser, at Danmark er det land, hvor vi har lettest ved og er mest tilfredse med sammenhængen mellem familie- og arbejdsliv.

Det har vi spurgt om

Travle børnefamilier og faldende børnetal er emner, der flittigt diskuteres. Men er der sammenhæng? Ville du have valgt at få flere børn/vælge at få flere børn, hvis din hverdag var mindre travl?

Ja: 21,2%

 

Nej: 58,2%

 

Ved ikke: 20,6%

 

Kilde: Wilke, september 2014. Antal respondenter i alt: 611.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.