Hvad end det var et bevidst valg eller et resultat af uheldig kalender-planlægning, så er dagens royale fødselar prins Henrik på pletten, når der torsdag skal uddeles priser fra prinsgemalens egen fond.
Se det store fødselsdagsgalleri med sjove fotos af prinsen her
Priserne, der traditionelt går til personer fra kulturen, erhvervslivet eller forskningen, og som har særligt fokus på fremme af dansk-fransk samarbejde, skal nemlig uddeles personligt af prinsen selv.
Det på trods af, at arrangementet netop falder sammen med, at prins Henrik torsdag kan fejre sin 81-års fødselsdag.
Efter prisuddelingen, som foregår på Frederiksborg slot i Hillerød kl 10.30, har prinsgemalen fri resten af dagen. Det samme har dronning Margrethe, så mon ikke de to vil benytte deres frieftermiddag til at fejre fødselaren.
De får desuden nogle uforudsete fridage i næste uge, hvor dronningen og prinsen efter planen skulle have besøgt Færøerne.
På grund af folketingsvalget torsdag den 18. juni har hoffet nemlig besluttet at udsætte besøget, der er en del af regentparrets årlige sommertogt.
Beslutningen er truffet efter en drøftelse mellem Lagmandens kontor på Færøerne. Det fremgår af en pressemeddelelse fra kongehuset, der endnu ikke har offentliggjort, hvornår besøget bliver rykket til.
Lørdag deltager dronning Margrethe uden sin mand ved brylluppet, hvor den svenske prins Carl Philip gifter sig med sin forlovede Sofia Hellqvist i Slottskyrkan på kongeslottet i Stockholm.
/ritzau/FOKUS