Transportvirksomheden DSV opjusterer efter flot halvår
DSV tror på endnu bedre driftsresultat efter to kvartaler med bedre regnskabstal end forventet.
DSV har haft fuld gang i hjulene i første halvår af 2015 og præsenterer et regnskab, der er bedre end forventet.
DSV har haft fuld gang i hjulene i første halvår af 2015 og præsenterer et regnskab, der er bedre end forventet. Foto: DSV/free


Transport- og logistikvirksomheden DSV præsenterer et flottere regnskab end ventet for andet kvartal og skruer i samme omgang op for forventningerne til det samlede resultat for 2015.

DSV har hidtil forventet et resultat før særlige poster på mellem 2700 og 2900 millioner kroner for hele året, men tror nu på, at man lander et sted mellem 2850 og 3000 millioner kroner.

Og hvad omsætningen angår, tror koncernledelsen også på en toplinje, der ender 300 millioner kroner højere end først antaget.

- Vi har bevaret den positive væksttrend både hvad angår antallet af forsendelser og indtægterne på alle vores forretningsområder i andet kvartal 2015.

- Vores luft- og søfragtsdivision melder om en bemærkelsesværdig vækst på 26 procent, og efter de seks første solide måneder i år forhøjer vi nu vores prognose for hele året, siger administrerende direktør Jens Bjørn Andersen i en pressemeddelelse.

Netop hvad angår luft- og søfragt lød resultatet før særlige poster på 502 millioner kroner, og omsætningen endte på 5703 millioner kroner.

Det skal ses i sammenhæng med de tilsvarende regnskabstal for et år siden, hvor resultatet lød på 398 millioner kroner, mens omsætningen nåede op på 5485 millioner kroner.

Vejdivisionen nåede derimod et resultat, som på mange måder svarede til det forventede med en pæn omsætningsfremgang.

Regnskaber fra europæiske konkurrenter som Kuehne & Nagel og Panalpina har ellers indikeret, at væksten på markedet har været vigende i andet kvartal, men den tendens har den danske koncern altså ikke kunnet registrere.

Andet kvartal endte med et driftsresultat før særlige poster på 809 millioner kroner, hvilket var 108 millioner kroner højere end i samme periode sidste år.

Omsætningen nåede i april, maj og juni op på 13.127 millioner kroner i modsætning til 12.162 kroner i andet kvartal sidste år.

I forbindelse med regnskabsaflæggelsen har DSV annonceret, at man vil tilbagekøbe aktier for 600 millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.