Taxikrig
Transportministeren: App'en Uber er nok ikke lovlig
Magnus Heunicke vurderer, at det amerikanske kørselskoncept Uber er på den gale side af den danske lovgivning.


Det er sandsynligvis ikke lovligt at bruge den nye app Uber, hvor private bilejere kan hyres til en tur, hvor kunden skal betale for kørslen.

Sådan lyder den umiddelbare vurdering i hvert fald fra transportminister Magnus Heunicke (S), der torsdag var i samråd om den kontroversielle kørselsordning.

- Samkørsel er jo lovligt, og delebiler er fint, men Ubers koncept virker - i forhold til hvad jeg kender til det - som noget, der er på den anden side af, hvad vi kan tillade i Danmark, siger Magnus Heunicke til TV2.

Uber er populært i USA, men er blevet forbudt i flere byer i Europa, hvor udbyderne har forsøgt at rulle konceptet ud. Her har man angiveligt vurderet, at der er tale om decideret taxakørsel.

Og det er samme problemstilling, Heunicke har fokus på:

- I gamle dage skulle man ud med tommelfingeren for at få et lift. I dag kan man klare det med en app. Og det, synes jeg sådan set, er fint.

- Problemet er bare, hvis det underminerer almindelige løn- og arbejdsvilkår, og hvis det reelt bare bliver taxaer, hvor der ikke er nogen forbrugersikkerhed. Så må vi konstatere, at det er uden for den danske lov, siger Magnus Heunicke til TV2.

Da Uber blev lanceret i Danmark den 19. november sidste år, meldte Trafikstyrelsen tjenesten til politiet, fordi styrelsen vil have undersøgt, om konceptet kan betegnes som egentlig taxakørsel.

Politiet har dog i første omgang ikke tænkt sig at gå ind i sagen, men har sendt den retur til Trafikstyrelsen, som man har bedt om at redegøre for tjenestens virke i udlandet. Ministeren afventer en afgørelse, inden han vil overveje at gribe ind mod kørselskonceptet.

Ud over tjenesten, hvor man som privat bilejer kan hyres til at køre en tur mod betaling, typisk lavere end i en taxa, tilbyder Uber også en limousine-tjeneste, hvor kunderne bliver hentet i store luksusbiler. Her ligger prisen typisk lidt over den normale taxapris.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.