Tragisk ulykke: Ældre kvinde brænder inde i København
En kvindelig beboer i en beskyttet bolig i Valby i København er død af røgforgiftning efter en brand.


En 76-årig kvinde er blevet fundet død i sin beskyttede bolig i Valbyholm i Valby i København.

Hun menes at være død af røgforgiftning efter en brand i lejligheden.

Kvinden blev fundet tidligt mandag morgen af en hjemmehjælper, der mærkede røglugt, da hun trådte ind i bygningen. Da hun åbnede døren til lejligheden, væltede det ud med røg.

Hjemmehjælperen slog alarm til brandvæsnet.

Da brandfolkene ankom til stedet kort efter klokken seks mandag morgen, kunne de konstatere, at der havde været ild i lejligheden, men at den var gået ud af sig selv.

Ilden er opstået omkring den stol, som den ældre kvinde sad i, og hun menes at være død af røgforgiftning, oplyser Poul Hansen fra brandsektionen hos Københavns Politi.

Politiets teknikere var mandag ikke færdige med de brandtekniske undersøgelser, så brandårsagen er ikke endeligt kortlagt.

- Der er formentlig tale om en brand, der er brudt ud på grund af uforsigtighed med for eksempel et stearinlys, siger Poul Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.