Tragisk ulykke: 92-årig mand brændt inde i sit hjem
Lørdag eftermiddag modtog politiet en anmeldelse om en brand i Farum. En 92-årig mand har mistet livet.
Lørdag eftermiddag modtog politiet en anmeldelse om en brand i Farum. En 92-årig mand har mistet livet. (arkivfoto)
Lørdag eftermiddag modtog politiet en anmeldelse om en brand i Farum. En 92-årig mand har mistet livet. (arkivfoto) Foto: Www.colourbox.com/Free


En 92-årig mand har lørdag eftermiddag mistet livet i en brand i sit hjem på Lindegårdsvej i Farum.

Det oplyser Dan Houtved, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

- Klokken 14.24 får vi en henvendelse på telefon 112. Det er en nabo til ejendommen, der fortæller, at det brænder ved den 92-åriges hus.

- Da brandvæsnet kort tid efter kommer frem, er der sket en overtænding, så man ikke kan komme ind og bjærge manden, tilføjer vagtchefen.

Ifølge Dan Houtved døde manden, der sad i kørestol, sandsynligvis af røgforgiftning.

Der var ikke andre til stede i huset end den 92-årige mand.

Branden er nu blevet slukket, og man er i gang med at undersøge, hvad årsagen til branden har været.

Vagtchef Dan Houtved siger, at politiet ikke har en formodning om, at der er sket noget kriminelt.

- Det eneste, vi ved lige nu, er, at han var ryger, så måske er branden opstået i den forbindelse. Men vi ved det ikke endnu, siger han.

De pårørende til den 92-årige er underrettet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.