Tragisk dødsulykke: Kørte frontalt ind i lastbil
Politiet kender endnu ikke årsagen til, at en mand kom over i den modsatte vejbane og kørte ind i lastbil.
En mand døde lørdag efter et sammenstød lørdag morgen på Ringvej i Thisted. Han tørnede i sin bil frontalt ind i en modkørende lastbil, oplyser politiet. Arkivfoto.
En mand døde lørdag efter et sammenstød lørdag morgen på Ringvej i Thisted. Han tørnede i sin bil frontalt ind i en modkørende lastbil, oplyser politiet. Arkivfoto. Foto: Colourbox.dk/Colourbox


En 28-årig mand er død af de kvæstelser, som han pådrog sig, da han lørdag morgen i sin bil tørnede frontalt sammen med en lastbil på Ringvej i Thisted.

Det oplyser vagtchef Lars Even, Midt- og Vestjyllands Politi, til TV MidtVest.

Manden blev livsfarligt kvæstet ved ulykken og fløjet i lægehelikopter til Aalborg Universitetshospital, hvor det lørdag middag stod klart, at lægerne ikke kunne redde hans liv.

Den 28-årige mand er fra Thisted-området, og hans pårørende er underrettet.

Ulykken skete lørdag morgen kort før klokken 7.30, da mandens bil af ukendte årsager kom over i den modgående kørebane, hvor den kørte frontalt ind i lastbilen.

Lastbilchaufføren slap uskadt fra ulykken.

En bilinspektør har lørdag undersøgt ulykkesstedet for om muligt at klarlægge årsagen til ulykken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.