Tragisk arbejdsulykke koster to livet
To mennesker er dræbt, og én er kommet alvorligt til skade ved en arbejdsulykke i den svenske hovedstad.
To mennesker er dræbt, og én er kommet alvorligt til skade ved en arbejdsulykke i den svenske hovedstad.
To mennesker er dræbt, og én er kommet alvorligt til skade ved en arbejdsulykke i den svenske hovedstad. Foto: Colourbox.dk/Colourbox


To personer er tirsdag formiddag omkommet ved en alvorlig arbejdsulykke i den svenske hovedstad, Stockholm.

Det meddeler den svenske redningstjeneste til nyhedsbureauet TT.

Samtidig er en person kommet alvorligt til skade og er blevet kørt til Karolinska Sjukhuset.

Dødsulykken skete angiveligt, da en tung betonvæg på omkring 50 ton styrtede sammen.

- Nogen ringede og sagde, at en stor væg på mindst 50 ton var styrtet sammen, siger operationsleder fra Stockholms politi Ulf Thollén.

Aftonbladet skriver, at ulykken skete lige før klokken ni. Bygningen, som er under opførelse, er et nyt varmeværk til elselskabet Fortum. Samtlige 500 ansatte bliver nu sendt hjem.

Fortums pressechef, Per-Oscar Hedman, kan foreløbig ikke sige noget om omstændighederne ved ulykken. Det står heller ikke klart, hvilket slags arbejde håndværkerne var i gang med at udføre, da ulykken skete.

- Der er allerede kommet flere teorier, og nu må vi finde ud af, hvad der er sket. De pårørende skal også underrettes, siger Per-Oscar Hedman.

Det svenske arbejdstilsyn er nu i gang med at lave forundersøgelser.

- Vi afspærrer den del af området, som kan have betydning for efterforskningen. Derefter overlader vi sagen til anklagemyndigheden, siger Albin Näverberg, der er informationsmedarbejder i det svenske arbejdstilsyn.

TT's journalist på stedet har forsøgt at tale med nogle af håndværkerne på byggepladsen, men de har fået besked på ikke at sige noget.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.