Tragisk arbejdsulykke: 51-årig død efter brandskade
Specialister på Rigshospitalet kunne ikke redde en 51-årig mand, der kom til skade i en slem arbejdsulykke i Skagen.


En eksplosion på et værft i Skagen fredag morgen har fået fatale konsekvenser.

En 51-årig mand, der kom alvorligt til skade ved arbejdsulykken på Karstensens Skibsværft, døde fredag aften på Rigshospitalet, hvortil han var fløjet for at blive behandlet for brandsår, oplyser Nordjyllands Politi.

Politiet blev underrettet om arbejdsulykken omkring klokken 07.30. Under svejsearbejde på et skib udbrød der brand og eksplosion, og i den forbindelse blev to personer forbrændt. Den ene - den 51-årige - kom så slemt til skade, at han altså blev fløjet med helikopter til Rigshospitalets brandsårs-afdeling.

Fredag aften omkring klokken 21 afgik den 51-årige mand ved døden. Familie og arbejdsgiver er underrettet, oplyser Nordjyllands Politi.

I alt kom otte til skade ved ulykken.

Adskillige redningskøretøjer blev fredag morgen sendt til Karstensens Skibsværft. Den anden mand blev forbrændt i mindre grad.

Desuden blev nogle ansatte undersøgt for eventuel røgforgiftning.

På værftet arbejder cirka 250 ansatte.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.