Trafikulykke på Sydsjælland koster 78-årig mand livet
En ældre mand fik muligvis et ildebefindende og mistede herredømmet over sin bil.
Det var muligvis et ildebefindende, der betød, at en 78-årig mand kørte galt og blev dræbt. Arkivfoto.
Det var muligvis et ildebefindende, der betød, at en 78-årig mand kørte galt og blev dræbt. Arkivfoto. Foto: Colourbox.dk/Colourbox


En 78-årig mand har søndag formiddag mistet livet i en trafikulykke i Fuglebjerg på Sydsjælland.

Manden kom kørende ad Anne Marie Vej, da han af ukendte årsager mistede herredømmet over sin bil.

- Han kører gennem en have og rammer en bil i indkørslen til ejendommen, fortæller vagtchef Jesper Lovmand fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Da han har ramt bilen, fortsætter han ud på Anne Marie Vej.

- Men et par hundrede meter længere fremme rammer han først et el-skab og derefter et træ ved et hus på Margrethevej, siger vagtchefen.

Da ambulancen når frem, giver man den 78-årige hjertemassage, men kort efter erklæres han død.

Ifølge politiet har manden muligvis fået et ildebefindende, men det skal nu undersøges nærmere, ligesom en bilinspektør er tilkaldt for at undersøge, om der var fejl på hans bil.

Med i bilen var hans hund, som er bragt til et dyrehospital.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.