Trafikulykke koster 57-årig livet: Kørte ind i parkeret lastbil
Politiet ved endnu ikke, hvordan føreren af en personbil kunne køre ind i en parkeret sættevogn.
En 57-årig mand blev onsdag dræbt, da han på en rasteplads kørte ind i en parkeret sættevogn. Arkivfoto.
En 57-årig mand blev onsdag dræbt, da han på en rasteplads kørte ind i en parkeret sættevogn. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


En 57-årig mand blev onsdag eftermiddag dræbt, da han på en rasteplads ved Helsingørmotorvejen kørte ind i en parkeret sættevogn.

Ulykken skete ved restauranten Storkereden ved Nærum nord for København.

- Han kommer kørende i sydlig retning, da han kører ind på rastepladsen. Her rammer han en parkeret sættevogn, fortæller vagtchef Dan Houtved fra Nordsjællands Politi til Ritzau.

Hvordan den 57-årige mand fra Brønshøj i København kunne overse den store lastbil, kan vagtchefen ikke svare på.

- Umiddelbart har vi ingen vidner, der kan sige noget om, hvordan ulykken skete, forklarer han.

Som altid ved alvorlige ulykker tilkaldte politiet en bilinspektør til ulykkesstedet. Bilinspektøren skal foretage en række tekniske undersøgelser for om muligt at fastslå, hvordan en ulykke kunne ske.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.