Trafikforsker: Teknologi ikke klar til selvkørende busser
Vesthimmerlands Kommune vil indføre førerløse busser, men teknologien er ikke klar endnu, siger trafikforsker.
Det er busser magen til den på billedet, som Vesthimmerlands Kommune har planer om at sende på vejene. Den selvkørende bus med op til 12 siddepladser er navngivet "Olli" og er udviklet af det amerikanske firma Local Motors i samarbejde med computerproducenten IBM. Pressefoto.
Det er busser magen til den på billedet, som Vesthimmerlands Kommune har planer om at sende på vejene. Den selvkørende bus med op til 12 siddepladser er navngivet "Olli" og er udviklet af det amerikanske firma Local Motors i samarbejde med computerproducenten IBM. Pressefoto. Foto: Rich Riggins/feature Photo Service For Ibm/Rich Riggins/feature Photo Servi


Et forsøg med førerløse busser på vejene skal spare tid hos medarbejderne i Vesthimmerlands Kommune.

Men trafikforsker Harry Lahrmann, Aalborg Universitet, tvivler på, at det er en god idé at sende de selvkørende biler på vejene.

Teknologien er ganske enkelt ikke færdigudviklet, påpeger han.

- Vi er langt fra den automatiske bil. Den kommer garanteret, men det bliver nærmere om 30 år end om 10 år, siger Harry Lahrmann.

Der er blandede erfaringer med selvkørende biler i udlandet. Blandt andet har der været en dødsulykke med en bil fra bilproducenten Tesla, hvor en person omkom, da bilen kolliderede med en forankørende lastbil.

- Den største barriere er, at de førerløse biler, vi har set indtil i dag, alene baserer sig på sensorer i den enkelte bil.

- Hvis det her skal spille i en større skala, så skal bilerne kunne snakke sammen. De skal kunne kommunikere med hinanden og med den omgivende trafik, så alle trafikanter ved, hvor hinanden er og er på vej hen, siger Harry Lahrmann.

Vesthimmerlands Kommune bliver ifølge dagbladet Information den første danske kommune, der slipper de selvkørende busser løs på vejene.

Det skal ifølge kommunens borgmester, Knud Kristensen (K), frigøre tid hos medarbejdere, der således kan bruge tid på at lave papirarbejde i stedet for at have hænderne på rattet.

Harry Lahrmann siger, at han ikke kender de konkrete planer for de selvkørende busser i Vesthimmerlands Kommune.

Men han har svært ved at se, at de selvkørende busser umiddelbart kan passe til en landkommunes behov.

- Det næste er, hvad man skal bruge busserne til. Jeg har svært ved at se, at det er den store fidus, hvis man eksempelvis vil have hjemmehjælpere til at køre rundt i dem, siger Harry Lahrmann.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.