Træt Jan Ø. Jørgensen sidder over i VM-semifinale
Når Danmark fredag eftermiddag jagter en finaleplads i Thomas Cup bliver det uden Jan Ø. Jørgensen.
Danmark har aldrig vundet Thomas Cup. Fredag eftermiddag spiller Danmark semifinale mod Malaysia.
Danmark har aldrig vundet Thomas Cup. Fredag eftermiddag spiller Danmark semifinale mod Malaysia. Foto: Colourbox/Free


Singlespilleren Jan Ø. Jørgensen er ikke med fredag eftermiddag, når det danske herrelandshold i badminton skal forsøge at kvalificere sig til finalen i hold-VM, Thomas Cup.

I semifinalen mod Malaysia sidder Jan Ø. Jørgensen over på grund af træthed.

Det bekræfter landstræner Lars Uhre over for DR Sporten.

Derfor er det op til Viktor Axelsen, Hans-Kristian Vittinghus og Emil Holst at forsvare Danmarks farver i herresingle.

Også doublespilleren Mads Pieler Kolding misser semifinalen. Han har hofteproblemer.

Derfor udgøres den ene danske herredouble af Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen. De to spillede også sammen i kvartfinalen, hvor det lykkedes at vinde over et japansk par.

- Vores chancer er mindre end i fuld opstilling. Men med en god holdpræstation og lidt medvind tror vi på, der er en chance.

- Når malaysierne ser opstillingen, er jeg sikker på, de synes, de er ret store favoritter, og kan vi levere en god præstation, kan det give bagslag for dem, siger Lars Uhre til DR Sporten.

Semifinalen begynder klokken 13 dansk tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.