Træner: Sydamerikansk VM-kval er den sværeste
Colombias landstræner mener, at Sydamerikas VM-kvalifikation er sværest. Holdene er blandt verdens bedste.
Ifølge José Pekerman, landstræner for det colombianske fodboldlandshold, er Sydamerikas VM-kvalifikation den sværeste. Her er Brasilien er videre til kvartfinalerne ved Copa America efter sejr mod Venezuela. Arkivfoto.
Ifølge José Pekerman, landstræner for det colombianske fodboldlandshold, er Sydamerikas VM-kvalifikation den sværeste. Her er Brasilien er videre til kvartfinalerne ved Copa America efter sejr mod Venezuela. Arkivfoto. Foto: Polfoto, AP/free


Sydamerika er stadig det sværeste kontinent at kvalificere sig til VM i fodbold fra. Det mener landstræner José Pekerman fra Colombia i hvert fald.

Landsholdene i Sydamerika skal spille ikke færre end 18 kvalifikationskampe på to år.

De skal også ud på lange rejser, og de skal spille i såvel voldsom varme som det modsatte og til tider i tynd luft med Bolivias hjemmebane i 3600 meters højde som det mest ekstreme.

Men ikke nok med det, så er fodboldholdene også blevet bedre, og de har stor succes på verdensplan, anfører José Pekerman.

- Det har altid været den sværeste kvalifikation, og nu er det det i endnu højere grad, siger han.

- Hvis man analyserer det seneste VM (Brasilien i 2014, red.), ser man, at seks ud af 10 hold fra Sydamerika deltog. Fem af holdene nåede blandt de bedste 16, og fire af dem slog hinanden ud, fortsætter han.

Samtidig mener landstræneren fra Colombia, at flere af de traditionelt mindre nationer som Ecuador, Paraguay og Venezuela de senere år har taget store skridt fremad.

- De har forbedret sig, udviklet sig. De har spillere i vigtige ligaer i Europa, de har erfaring, og forskellen mellem holdene bliver hele tiden mindre, fortsætter han.

Lørdagens VM-lodtrækning i Rusland bestemte kampprogrammet i den sydamerikanske kvalifikationsgruppe. Den bestemte således, at det for tiden kriseramte Brasilien lægger hårdt ud med en udekamp mod de nykårede Copa America-mestre fra Chile.

Brasilien kommer til at mangle Neymar i de første kampe i VM-kvalifikationen. Barcelonaspilleren fik fire spilledages karantæne i forbindelse med Copa America, og han mangler at afsone to.

VM-slutrunden skal spilles i Rusland i sommeren 2018.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.