Træner: Bendtner har forandret sig til det bedre
Træner Dieter Hecking roser Nicklas Bendtner for at have oppet sig i Wolfsburg på det seneste.
Nicklas Bendtner konkurrerer med Bas Dost om angrebspladsen i Wolfsburgs startopstilling.
Nicklas Bendtner konkurrerer med Bas Dost om angrebspladsen i Wolfsburgs startopstilling. Foto: OLUFSON JONAS/free


Landsholdsangriber Nicklas Bendtner var lørdag i startopstillingen for første gang i sæsonen hos Wolfsburg, og det er ikke usandsynligt, at danskeren får genvalg, når Wolfsburg tirsdag aften møder Bayern München i Bundesligaen.

Cheftræner Dieter Hecking roser danskerens forandrede indsats i klubben over for det tyske fodboldmedie Kicker.

- Nicklas har gennemgået en forandring, og han er mere til stede, end han var for fire-fem måneder siden. Jeg er glad for, at han har slået sig ind på den vej, siger Dieter Hecking.

Hvor vidt det betyder, at Nicklas Bendtner får genvalg i startopstillingen frem for holdkammeraten og konkurrenten Bas Dost, vil Hecking dog ikke ud med.

- Begge har leveret gode præstationer, siger træneren kryptisk.

Det kan tale til Bendtners fordel, at danskeren allerede har vist skarphed mod Bayern München i denne sæson.

I august afgjorde Nicklas Bendtner Super Cup-finalen mod netop Bayern, da danskeren scorede på det sidste spark i straffesparkskonkurrencen. Minutter forinden havde Bendtner med en sen udligning fremtvunget den nervepirrende afgørelse.

Til gengæld har Bas Dost vist målform så sent som i lørdags mod Hertha Berlin.

Her erstattede Bas Dost netop Bendtner efter 71 minutter ved stillingen 0-0. Siden scorede Bas Dost to gange og sikrede Wolfsburg sejren.

Efter kampen var Hecking ude at kritisere Bas Dost for hollænderens indstilling til træning. Hecking undskylder dog nu og siger, at han skulle have holdt den kritik internt i klubben.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.