Toyota smider sejr i Le Mans-drama
I de sidste minutter mistede Toyota motorkraft, og Porsche snuppede sejren i Le Mans for andet år i træk.
Jan Magnussen var mest kendte danske deltager i Le Mans i år. Magnussen kunne dog ikke køre med om sejren i GTE Pro-klassen.
Jan Magnussen var mest kendte danske deltager i Le Mans i år. Magnussen kunne dog ikke køre med om sejren i GTE Pro-klassen. Foto: Kamil Zihnioglu/AP


24-timers-løbet Le Mans blev søndag afgjort i et sandt drama, da Porsche snuppede sejren foran Toyota.

I de sidste, fantastiske minutter meddelte Kazuki Nakajima pludselig, at Toyota-bilen havde mistet motorkraft, og i en helt utrolig afslutning kom Porsche blæsende og overhalede Toyota og tog sejren.

Neel Jani sad i Porschen på dette tidspunkt, og for ham var sejren helt surrealistisk.

- Jeg fik at vide over radioen, at Toyota var stoppet, og at jeg havde en chance for at indhente den, hvis jeg øgede farten. Da jeg kørte forbi, så jeg, at den (Toyotaen, red.) ikke bevægede sig.

- Den sidste omgang var surrealistisk. Jeg kunne ikke tro det, hvornår har der senest været et sammenbrud på sidste omgang?, siger Neel Jani ifølge Le Mans hjemmeside.

Champagnepropperne kunne så springe, og der kunne kysses og krammes hos Porsche, mens Toyota-lejren var som forstenet.

Den vilde afslutning betød, at Porsche hentede sejren for andet år i træk, men det skete efter 23 timer og 55 minutters kørsel, hvor Toyota lå til at vinde.

I fjor vandt Porsche med blandt andre Nico Hülkenberg, men tyskeren var ikke med i dette års udgave, da han i stedet kørte Formel 1 i Aserbajdsjan søndag.

Dermed var det op til Romain Dumas, tjekkiske Neel Jani og tyske Marc Lieb at forsøge at genvinde sejren, og sikre Porsche den 18. titel.

Mens der var jubel i Porsche-lejren, så var der tårer hos Toyota, hvor hele teamet var lamslået af afslutningen, hvor Toyota var på vej mod den første sejr i løbet nogensinde.

- Jeg er klar til at græde, lød det fra Nakajima i bilradioen, mens et tweet fra Toyata tørt konstaterede:

- Sønderknust.

Danmark var ikke repræsenteret med kørere i den bedste klasse i år, hvor det var andet år efter danske Tom Kristensens dominans i løbet med ni sejre for Audi.

I GTE Pro-klassen var der store forventninger til Jan Magnussen, men Magnussens Corvette sluttede på syvendepladsen efter Fords vinderbil.

I samme klasse sluttede danske Marco Sørensen og Nicki Thiim på femtepladsen i Aston Martin, mens Michael Christensen blev nummer otte for Dempsey-Proton Racing.

I GTE Am-klassen hentede David Heinemeier Hansson sammen med Khaled Al Qubaishi og Patrick Long en podieplads, da deres Porsche sluttede på tredjepladsen.

I samme klasse kørte den rent danske Ferrari sig lidt frem i stillingen i de sidste timer, hvor en ottendeplads blev vekslet til en sjetteplads.

I bilerne sad på skift Johnny Laursen, Mikkel Mac og Christina Nielsen, der blev den første danske kvinde til at deltage i Le Mans.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.