Tottenham sender Adebayor helt ud i kulden
Angriberen fra Togo kommer ikke til at spille sammen med Christian Eriksen i Premier League resten af året.
Emmanuel Adebayor er ikke i kridthuset i Tottenham
Emmanuel Adebayor er ikke i kridthuset i Tottenham Foto: Weberberg/GNU Free Documentation License/Wikimedia/free


Det er snart et halvt år siden, at Emmanuel Adebayor senest fik spilletid hos den engelske fodboldklub Tottenham.

Og der kommer sandsynligvis til at gå en rum tid, før angriberen kommer til at spille for London-klubben igen, hvis det nogensinde sker.

Torsdag sendte Christian Eriksens klub et tydeligt signal om, at 31-årige Emmanuel Adebayor ikke indgår i klubbens og manager Mauricio Pochettinos planer.

Angriberen fra Togo er således ikke med i truppen blandt de spillere, som kan komme på banen i Premier League i resten af 2015.

Emmanuel Adebayor er heller ikke blandt de spillere, der er registreret til at spille i Europa League, hvor Tottenham er med i gruppespillet.

Tottenham forsøgte at afsætte den tidligere Arsenal- og Real Madrid-angriber i sommerens transfervindue, men uden held.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.