Totalt kaos om boligydelse: Forkerte beløb på vej til tusinder
Der er forkert boligydelse på vej til tusindvis af danskere.
Netop som finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) havde lukket debatten om boligydelsen, dukker et nyt problem op. 
Netop som finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) havde lukket debatten om boligydelsen, dukker et nyt problem op.  Foto: SCANPIX arkiv


Efter et højdramatisk forløb vedtog blå blok i går aftes at sætte den omstridte boligydelses-besparelse på 'pause'.

Men julefreden har på ingen måde sænket sig af den grund. Tvært imod. Det er netop kommet frem, at Udbetaling Danmark har 'gjort klar til at administrere' efter de nye - men nu sløjfede - regler.

Det skyldes, at Udbetaling Danmark, der står for udbetaling af boligydelse, for længst havde indstillet sig på de regulerede boligydelser, som de borgerlige partier aftalte med finanslovs-aftalen for et par uger siden.

I går blev den del af finanslovs-aftalen som bekendt skudt til hjørne. Konsekvens: 325.000 modtagerne af boligydelsen vil modtage den regulerede - det vil sige forkerte - boligydelse for januar 2016.

Oplysningerne stammer fra en mail, som flere medier er i besiddelse af. Mailen har direktør i Udbetaling Danmark Lillian Mogensen angiveligt sendt til medlemmerne af Udbetaling Danmarks bestyrelse i aftes klokken 23:40.

Ekstra Bladet, TV 2, Ritzau og Politiken omtaler mailen, hvori Lillian Mogensen understreger, at "både embedsmændene i Finansministeriet og de politiske forhandlere har løbende været orienteret om", at de mange tusinde boligydelsesmodtagere modtager en forkert boligydelse i januar 2016.

"Det betyder konkret, at 325.000 modtagerne af boligydelsen vil modtage den regulerede boligydelse for januar 2016," står der angiveligt i mailen.

"De fejlagtige beløb skal tilbagereguleres," lyder det også i mailen fra Udbetaling Danmarks direktør.

Til Ekstra Bladet oplyser Udbetaling Danmark onsdag morgen, at man arbejdet hårdt på at rette op på problemet.

- Vi garanterer at ingen kommer til miste boligydelse, lyder det fra presseafdelingen.

Af den lækkede mail fremgår det, at 55 procent af de berørte danskere, der vil modtage det forkerte beløb, IKKE modtager digital post.

Det er både folkepensionister, borgere, der modtager invaliditetsydelse, og førtidspensionister (der har fået tilkendt førtidspension før 2003), der bliver ramt på boligydelsen. Avisen.dk har skrevet om sagen, siden Venstres finanslovsudspil kom i begyndelsen af september, og har i flere artikler fortalt om lovforslaget.


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.