Torsdag kører togene igen i Nordjylland
Torsdag morgen forventes togstrækningen mellem Hjørring og Frederikshavn at genåbne, oplyser Banedanmark.
Strækning mellem Hjørring of Frederikshavn genåbnes på torsdag.
Strækning mellem Hjørring of Frederikshavn genåbnes på torsdag. Foto: Christoffer Regild/Banedanmark/free


Der er godt nyt til landets nordligste pendlere.

Banedanmark forventer at genåbne togtrafikken på strækningen mellem Hjørring og Frederikshavn fra torsdag morgen.

Strækningen har været lukket siden det massive regnskyl i Nordjylland i sidste uge.

Det oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse.

De store vandmasser skabte tre større og tre mindre brud på to jernbanedæmninger nær Sindal Station.

Men reparationsarbejdet er nu så langt fremme, at togpendlerne formentlig igen kan benytte deres sædvanlige transportmiddel fra torsdag.

- Vi har og fortsætter med at arbejde på højtryk på at udbedre skader på de to beskadigede jernbanedæmninger omkring Sindal. Der udføres en meget stor indsats fra lokale entreprenører i samarbejde med Banedanmarks egne teknikere.

- Desværre er skaderne så omfattende, at vi først skal have genopbygget jernbanedæmninger og derefter skal have strækningen gennemført med en sporjusteringsmaskine, før vi kan melde banen mellem Hjørring og Frederikshavn klar til togtrafik, siger Søren Boysen, teknisk direktør i Banedanmark.

Jernbanen mellem Aalborg og Hjørring var også ramt af to brud på en jernbanedæmning efter den massive regn. Her blev togtrafikken genoptaget lørdag morgen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.