Torpegaard efter Nadal-møde: En ubeskrivelig oplevelse
Mikael Torpegaard følte ingen niveauforskel i begyndelsen af kampen mod Rafael Nadal, men tabte alligevel.
Mikael Torpegaard bed godt fra sig, men tabte som ventet til Rafael Nadal.
Mikael Torpegaard bed godt fra sig, men tabte som ventet til Rafael Nadal. Foto: MELISSA KÜHN HJERRILD/POLFOTO


- En ubeskrivelig oplevelse. Det er helt sikkert det fedeste, jeg har prøvet i min karriere.

Sådan sagde Mikael Torpegaard, da han som ventet havde tabt i tre sæt til Rafael Nadal i åbningskampen i Davis Cup-opgøret mellem Danmark og Spanien.

Men den 21-årige Torpegaard indtog mere end en statistrolle mod verdens nummer syv.

Den undertippede dansker nåede at vise flot spil og pressede Nadal i et jævnbyrdigt første sæt, som sluttede 6-4 i spansk favør.

- Indtil 4-4 i første sæt mærkede jeg ingen niveauforskel. Jeg følte, det var ekstremt lige, og jeg var godt med i duellerne.

- Da jeg havde tre breakbolde ved 4-4, tog han sine chancer og lavede vindere. Det viser, hvor meget rutine han har. Han er vant til at være under pres, siger Mikael Torpegaard.

Han tog sine chancer og var også godt med i modstanderens partier.

- Jeg ville tage initiativet både i egen serv og hans serv. Jeg gik efter at overraske ham og sætte ham under pres. Jeg følte, mine returneringer sad meget godt, lød det fra danskeren.

Som kampen skred frem, havde Torpegaard sværere ved at følge med, men han begrænsede nederlaget til 4-6, 3-6, 2-6.

- Jeg synes fortsat, at duellerne var rimelig lige. Men han er i ekstremt god form, og jeg må indrømme, at jeg blev lidt træt. Nadal er fysisk stærk, og det vandt han mange point på, siger Mikael Torpegaard.

Han har fået smag for mere.

- Det var fedt spille foran et så stort publikum og se, at jeg godt kunne være med. Det giver lyst til at træne mere, siger den danske andensingle.

Førstesinglen, Frederik Løchte Nielsen, spiller fredagens anden kamp mod David Ferrer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.