Toronto Maple Leafs med Frederik Andersen i målet fortsatte natten til onsdag sejrsrækken i NHL.
På hjemmebane slog det canadiske ishockeyhold Buffalo Sabres med 4-3.
Toronto, der nu er oppe på tre sejre i træk, fik ellers en skidt indledning på opgøret, da holdets danske målmand dummede sig ti minutter inde i første periode.
Frederik Andersen havde tilsyneladende god tid med pucken, men danskeren satte sig selv under pres, da en Buffalo-spiller pludselig kom for tæt på.
Lidt febrilsk fik Andersen sendt pucken lige hen til Buffalo-stjernen Kyle Okposo, der hamrede gæsterne på 1-0.
Frederik Andersen fik senere spillet sig op med flere gode redninger. Blandt andet fik han reddet pucken midtvejs i anden periode, hvor Toronto bragte sig foran med 3-2.
27-årige Andersen stod hele kampen for Toronto, efter at han var bænket i holdets seneste kamp.
Toronto Maple Leafs har med sejren vundet holdets seneste tre kampe i NHL.
/ritzau/