Tori Spelling: Jeg elsker København
Den legendariske "Beverly Hills 90 210"-skuespillerinde gæstede torsdag aften Zulu Awards og var meget begejstret over sit besøg.
Skuespillerinden bag Donna Martin, Tori Spelling, elsker København og havde en fest ved Zulu Awards.
Skuespillerinden bag Donna Martin, Tori Spelling, elsker København og havde en fest ved Zulu Awards. Foto: /Polfoto


Det emmede af 90'er nostalgi og Beverly Hills-glamour, da årets Zulu Awards løb af stablen torsdag aften.

Cremen af dansk underholdning var samlet til festlighederne, som også fik besøg af ingen ringere end Tori Spelling.

Den 42-årige skuespillerinde, der spillede rollen som den dydige dengse Donna Martin i den legendariske 90'er kultserie "Beverly Hills 90 210", var i Danmark for at overrække prisen for bedste tv-serie.

- Tager en selfie med de over 8000 publikummer og fans under overrækkelsen af Zulu Awards i Danmark. Alle råbte: "Donna Martin graduates". Elsker København, jubler hun på Instagram og henviser til seriens legendariske episode, hvor Donna Martin står til at blive smidt ud af skolen, fordi hun var stangstiv til en fest, men bliver reddet i sidste øjeblik, da alle hendes medstuderende demonstrerer for at lade hende bestå.

Også den danske komiker Jonatan Spang var begejstret over skuespillerindens besøg.

- Donna og jeg har det super! Og ja, vi er et par, joker spasmageren til et foto af de to tæt ved siden af hinanden.

Tori Spelling har taget hele familien bestående af skuespillermanden Dean McDermott og parrets fire børn, niårige Liam, syvårige Stella, femårige Hattie og treårige Finn, med til Danmark.

Stjernen ankom til landet tirsdag og tager først hjem til Hollywood søndag.

- Vi elsker Danmark. Her er så smukt. Alle er så søde, så jeg har sagt, at jeg gerne vil flytte hertil. Maden er fantastisk, og alle virker bare så glade her, sagde hun til TV 2, mens hun tidligere torsdag røbede over for BT, at familien planlagde en tur i Tivoli.

- Her er virkelig flot. Jeg kan især godt lide arkitekturen. Jeg tror, det er sandt, at danskerne er verdens lykkeligste. Alle, vi har mødt, er simpelthen så søde og smilende. Jeg mener det. Jeg har aldrig mødt nogen, der har været mere flinke, sagde hun til avisen.

Se Spellings billede her: https://www.instagram.com/p/BD6zmFXRuTO/?taken-by=torispelling

Og Spangs her: https://www.instagram.com/p/BD6W0lFLRYM/?taken-by=jonatanspang

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.