Topplacering kan lokke virksomheder til
Danmark er ifølge Verdensbanken det land i Europa, hvor det er bedst at drive forretning.
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) glæder sig over, at Danmark er et godt sted at drive forretning.
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) glæder sig over, at Danmark er et godt sted at drive forretning. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det vækker stolthed hos handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S), at Danmark er et af de lande i verden, hvor det er nemmest at starte og drive en virksomhed.

Det siger han, efter at en ny rapport fra Verdensbanken placerer Danmark på en fjerdeplads over lande i verden, hvor rammevilkårene for virksomheder er bedst.

- At Danmark ligger i toppen på dette vigtige konkurrenceindeks er godt for vores evne til at fastholde og skabe nye arbejdspladser ved at tiltrække flere udenlandske investeringer og dermed få sat mere gang i den økonomiske vækst. Indekset er et centralt parameter, når internationale virksomheder overvejer, hvor de skal etablere sig, skriver ministeren i en pressemeddelelse.

Danmarks placering er den bedste nogensinde på listen, der udkommer årligt. De senere år har Danmark været nummer fem.

Ifølge regeringen skyldes fremgangen blandt andet, at det siden sidste måling er blevet lettere at registrere en virksomhed med en lov om iværksætterselskaber.

Ifølge Verdensbankens cheføkonom, Kaushik Basu, tegner der sig et mønster blandt de lande, der generelt klarer sig bedst.

- Et markant antal af landene i top-30 har tradition for, at staten spiller en stor rolle i økonomien. De lande, der klarer sig bedst, er derfor ikke dem, hvor der ikke er nogen statslig regulering, men dem, hvor regeringen har formået at skabe regler, der fremmer handel uden nødvendigvis at hindre udviklingen af den private sektor, uddyber Basu.

I toppen af listen ligger Singapore, New Zealand og Hongkong. Norge, Finland og Storbritannien er de øvrige europæiske lande i top-10, hvor USA, Sydkorea og Australien også befinder sig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.