Topmodel bliver lærer på fornemt universitet
Den amerikanske topmodel Tyra Banks starter som underviser hos det anerkendte universitet Stanford i USA.
Den amerikanske supermodel Tyra Banks skal for første gang prøve kræfter med at undervise på et universitet.
Den amerikanske supermodel Tyra Banks skal for første gang prøve kræfter med at undervise på et universitet. Foto: Dan Steinberg/AP


Den amerikanske model Tyra Banks har tidligere stået for undervisningen i tv-programmet "America's Next Top Model", hvor hun lærte unge modelspirer at posere foran kameraet og gå yndefuldt ned af catwalken.

Nu skal den 42-årige tv-værtinde dog til at undervise i et helt andet emne. Tyra Banks har nemlig fået til opgave at undervise studerende på det anerkendte universitet Stanford i Californien. Her skal hun lære de studerende, hvordan man både skaber og beskytter sit personlige brand.

Det skriver CNN.

Supermodellen skriver selv på sin Twitter-profil, at hun ser frem til at møde sine studerende, som dog ikke skal forvente en undervisningsgang, der er lig den fra "America's Next Top Model".

- Jeg glæder mig meget til at undervise. Det er i mit blod, og jeg kan ikke vente med at møde mine studerende, skriver Tyra Banks på Twitter og fortsætter i et nyt opslag:

- Min klasse starter i 2017. Der vil dog ikke blive udbudt undervisning i at smile med øjnene. Jeg er ked af at skuffe jer, skriver modellen.

Ifølge CNN får Tyra Banks ansvaret for at undervise en klasse bestående af i alt 25 studerende, der er tilknyttet handelshøjskolen på Stanford.

Det er dog på ingen måde uvant for Tyra Banks at befinde sig i et klasselokale. Topmodellen har nemlig tidligere været tilknyttet det prestigefulde universitet Harvard, hvor hun i 2011 selv tog kurser.

Det er imidlertid første gang, at hun selv skal undervise.

Se Tyra Banks Twitter-opslag:

https://twitter.com/tyrabanks/status/767725923470671872

https://twitter.com/tyrabanks/status/767752710267424768

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.