Topmistænkt naziforbryder er død
Vladimir Katriuk var soldat i bataljon under verdenskrigen og blev anklaget for grove forbrydelser mod jøder.
Vladimir Katriuk, der er af ukrainsk afstamning, var opført som nummer to på listen over mest eftersøgte naziforbrydere af Simon Wiesenthal Center, der har base i Østrig og USA.
Vladimir Katriuk, der er af ukrainsk afstamning, var opført som nummer to på listen over mest eftersøgte naziforbrydere af Simon Wiesenthal Center, der har base i Østrig og USA. Foto: Ryan Remiorz/AP


En af de tilbageværende hovedmistænkte for nazisternes forbrydelser under Anden Verdenskrig er død, 93 år, skriver den canadiske avis Globe and Mail.

Vladimir Katriuk, der er af ukrainsk afstamning, var opført som nummer to på listen over mest eftersøgte naziforbrydere af Simon Wiesenthal Center, der har base i Østrig og USA.

Katriuk døde i sidste uge, fortæller hans advokat til avisen.

- Katriuk er sovet ind efter mange års urimelig forfølgelse, også fra medierne, siger han.

I 1999 afgjorde Canadas højesteret, at Katriuk havde løjet om sin fortid for at opnå canadisk statsborgerskab. Han havde bevidst undladt at fortælle, at han samarbejdede med nazisterne. Men domstolen fandt det ikke bevist, at han havde begået krigsforbrydelser.

Katriuk hævdede dengang, at han var blevet tvunget til at lade sig hverve til en ukrainsk bataljon, der gjorde sig skyldig i grove forbrydelser mod jøder og andre civile fra Hviderusland og Ukraine.

Han fastholdt, at hans rolle var at beskytte landsbybeboere og deres husdyr.

Katriuk fortalte, at han i 1944 deserterede, da hans bataljon blev overført til Frankrig. Han forblev i Frankrig, indtil han i 1951 emigrerede til Canada.

Forud for Katriuks død havde en jødisk organisation anmodet Canadas regering om at genåbne sagen mod ham.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.