Topløs reklame forarger Kvindesamfund: Helt hen i hegnet
Dansk Kvindesamfund raser over et værtshus i Vejle, der på Facebook bringer en reklame med to kvindelige bartendere, der smider toppen.
Pernille og Rikke lægger i reklamevideoen hud til meddelelsen om, at du kan få en billig brandert på Eske's Bier Bar.
Pernille og Rikke lægger i reklamevideoen hud til meddelelsen om, at du kan få en billig brandert på Eske's Bier Bar. Foto: Screendump fra Facebook


Eske's Bier Bar i Vejle bliver kritiseret for at udstille kvinder i en ny reklame, fortæller DR Trekanten.

I reklamen på Facebook sidder to kvindelige bartendere i baren med ryggen til. De smider begge toppen, og lige inden de vender sig om, stopper klippet, og under videoen kan man så læse teksten:

"Vil du se mere...? Mød Rikke og Pernille i baren i aften." (se reklamen i bunden af artiklen).

Den slags reklamer er helt hen i hegnet, mener Helena Gleesborg Hansen, der er styrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund og initiativtager til projektet "Stop Sexisme."

- Vi synes, at den sender et dårligt signal, og er med til at åbne for sexchikane af de kvindelige ansatte. Godt nok viser de ikke bryster, men der bliver stillet en forventning om, at de viser bryster, når man møder op i baren senere, siger hun.

Bestyreren af Eske's Bier Bar, Dennis Lærche, siger, at bartenderne selv var med på idéen, men udover det ønsker han ikke at kommentere kritikken fra Dansk Kvindesamfund.

Men selv om kvinderne på videoen medvirker frivilligt, så ændrer det ikke på, at videoen er problematisk, mener Helena Gleesborg Hansen.

- Hvis en chef beder en ansat om at gøre det her, så er magtforholdet jo sådan, at de gerne vil beholde deres job. Det synes jeg sender dårlige signaler, siger hun.

Hun mener ikke, at reklamer med nøgne kvinder bør forbydes, men hun ser gerne, at der sker en holdningsændring i stil med den, der er sket i forhold til spritkørsel.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.