Topledere tror på vækst i egen virksomhed
Selv om topledere venter fremgang i egen butik, er de mindre optimistiske på vegne af den globale økonomi.
Topledere ser grobund for vækst i egen virksomhed. Det fremgår af en undersøgelse fra revisionsfirmaet Pricewaterhousecoopers (PwC), hvor mere end 1000 topledere fra hele verden har givet deres bud på forskellige fremtidsudsigter.
Topledere ser grobund for vækst i egen virksomhed. Det fremgår af en undersøgelse fra revisionsfirmaet Pricewaterhousecoopers (PwC), hvor mere end 1000 topledere fra hele verden har givet deres bud på forskellige fremtidsudsigter. Foto: Colourbox/ERIC AUDRAS / PHOTOALTO


Ude godt, men hjemme bedst. Det virker til at være opfattelsen blandt verdens topledere, der tror på vækst i deres egen virksomhed, men ikke i den globale økonomi.

Det fremgår af en undersøgelse fra revisionsfirmaet Pricewaterhousecoopers (PwC), hvor mere end 1000 topledere fra hele verden har givet deres bud på forskellige fremtidsudsigter.

I det samlede billede er det 39 procent af de adspurgte, der for de næste 12 måneder tror på fremgang i egen virksomhed. I sidste års undersøgelse var resultatet det samme.

Optimismen blandt toplederne viser, at virksomhederne over en årrække har tilpasset deres organisation og forretning og dermed har rustet sig til fremtidig vækst, siger Mogens Nørgaard Mortensen, seniorpartner og administrerende direktør i PwC.

- Derfor er de blevet mere robuste over for udsving i den globale økonomi, siger han i en pressemeddelelse.

Den opbyggede robusthed kan vise sig at være nødvendig, da de samme topledere er mindre optimistiske i forhold til væksten i den globale økonomi.

Her venter knap halvdelen af de adspurgte, at væksten vil flade ud i det kommende år, mens lidt over en tredjedel tror på en forbedring.

- Troen på vækst i den globale økonomi blandt globale topledere er faldet en smule sammenlignet med sidste år.

- Der er dog stadig langt flere, der tror på en fremgang i den globale økonomi sammenlignet med niveauet i både 2012 og 2013, påpeger Mogens Nørgaard Mogensen.

Derudover nævner over halvdelen af toplederne, at der i dag er flere trusler mod deres virksomhed end for tre år siden.

Blandt nogle af de største bekymringer nævnes overregulering og adgang til kvalificeret arbejdskraft og kompetencer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.